Af Malou Aamund, direktør hos Google Danmark & Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Bymidterne i de danske landdistrikter er mange steder et områdes hjerte. Det er her restauranter, detailforretninger og apoteker ligger side om side med rådhuset og biblioteket. Levende bymidter øger den lokale sammenhængskraft, tiltrækker besøgende og skaber jobs.
Men bymidterne i de danske købstæder er under pres på grund af et faldende udbud af fysiske butikker. Og det er skidt på flere planer. Coronakrisen og den stigende internethandel rummer en del af forklaringen, men også fraflytning og nye mobilitetsmønstre er med til at tvinge butikker til at dreje nøglen om.
Derfor må der gøres noget. Og her er en måske overraskende konklusion, at digitale redskaber – en skarp hjemmeside, synlighed på nettet, dygtig markedsføring – faktisk kan være med til at redde de fysiske butikker.
Opløftende, men også helt nødvendigt
De seneste seks uger har Næstved været centrum for et eksperiment kaldet Den Digitale Handelsby. Vi spurgte os selv: Hvor langt kan man på kort tid rykke en by med godt 40.000 indbyggere på det digitale område, hvis mange gode kræfter går sammen om det?
Google har sammen med Landdistrikterne Fællesråd, Erhvervshus Sjælland, Næstved Erhverv og en række lokale partnere givet cirka 1.500 deltagende virksomheder, studerende og ledige et digitalt boost gennem workshops og kurser i konkrete redskaber, som giver dem færdigheder til at bygge en god hjemmeside eller blive helt skarpe på nyhedsbreve og sociale medier.
Vi mangler stadig den endelige evaluering, men allerede nu kan vi se, at mere end syv ud af ti af deltagerne vil gå hjem og foretage konkrete forbedringer af deres forretning. Det er opløftende. Men også helt nødvendigt.
E-handel som supplement til fysisk handel
Ifølge en undersøgelse fra Google foretrækker to ud af tre danskere i dag at handle online. Vi køber hårvoks, sko og mad på nettet, og den udvikling ser ikke ud til at vende. Det bør de fysiske butikker og andre virksomheder tage bestik af.
Her kan e-handel nemlig fungere som et vigtigt supplement til den fysiske handel – og ad den vej understøtte ikke blot detailforretningernes og bymidternes overlevelse, men derimod deres udvikling og (gen)opblomstring.
Tag bare virksomheden ByKring, der sælger håndlavede og bæredygtige smykker og interiør på nettet. Vibeke Kring har på kort tid skabt en virksomhed, der er vokset og vokset, og succesen i nethandlen har direkte ført til, at hun har har åbnet en butik og showroom i Næstved.
ByKring er et godt eksempel på, at internethandlen – hvis man gør det godt – kan hjælpe til at skabe liv og fremgang, også i gadeplan.
Som ringe i vandet
Flere kommuner i landdistrikterne giver udtryk for, at der mangler ressourcer og kompetencer i forhold til at imødekomme den stigende efterspørgsel på internethandel, selvom villigheden blandt forretningsindehavere er stor.
Derfor har vi i Danmark har et stort stykke arbejde foran os, hvis vi skal sikre fremtidens handel og vandel i handelsbyerne. Butiksdød og tomme lokaler har længe været drivende overskrifter bag en nedslående udvikling, men nu står vi med en kombination, der rent faktisk kan ændre det.
Vi håber, at erfaringerne fra Den Digitale Handelsby spreder sig som ringe i vandet. Gør vi vores arbejde godt, lægger vi grundstenene til en fremtid, hvor butikker både e-handler og samler folk ansigt til ansigt.
Indlægget er tidligere bragt hos Altinget.