Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd
I de danske landdistrikter er bilen fortsat den vigtigste transportform. Det kan være mere af nød end af lyst, for ofte er bilen den eneste transportmulighed, når arbejde, studie, lægebesøg og hverdagens gøremål skal passes.
Det er næppe overraskende for nogen, for i årevis har vi været vidne til, at busruter er lukket, afgangene er blevet færre, og der er blevet længere mellem stoppestederne udenfor de større byer. Det har forringet den kollektive transport og mobiliteten i landdistrikterne i en grad, hvor det er svært for mange at leve et helt liv på landet.
Særligt udfordrende er det for de ældre, de unge og vores mest udsatte borgere, som er afhængige af kollektiv transport for at komme fra A til B. For dem er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er attraktivt at bo på landet eller ej, men om det er en reel mulighed.
Den kollektive transport i vores landdistrikter står, mildt sagt, over for en alvorlig udfordring.
En udfordring, som ikke bare handler om praktiske anliggender, men om fundamentet for et land i geografisk balance.
For når busruter lukkes eller reduceres, mister landsbyer og lokalsamfund mere end blot en transportforbindelse. De mister en livsnerve: et bånd, der binder unge til uddannelsessteder, de ældre til lægebesøg og indkøbsmuligheder og familierne til arbejdspladser og fællesskab. Det er ikke blot en service, der bliver fjernet, det er muligheden for at bo, leve, arbejde og uddanne sig i alle dele af landet uden at have en ekstra bil.
Bus og tog skal fortsat være rygraden i den kollektive transport
Når man hører om selvkørende biler og centrale opsamlingssteder, der kan binde land og by sammen, så kan man hurtigt lade sig forblænde. For selvom fremtiden rummer mange muligheder, så må vi ikke glemme at holde hånden under det eksisterende. Det indebærer også, at vi må prioritere og investere i den kollektive transport i land-distrikterne.
I Landdistrikternes Fællesråd ser vi frem mod slutningen af 2024, hvor Ekspertudvalget for kollektiv mobilitet forventes at komme med alle sine anbefalinger.
Dette udvalg skal kortlægge borgernes mobilitetsbehov i både yderområder og større byer, samtidig med at det skal belyse, hvordan nye kollektive transport-løsninger kan støtte mobiliteten på tværs af hele landet. Dette er et vigtigt skridt mod at tackle de mobilitetsudfordringer, vores landdistrikter står over for i dag.
For os er det vigtigt, at alle har mulighed for at transportere sig. Det må gerne være suppleret med alternative mobilitetsformer, men busser og tog skal fortsat være rygraden i den lokale og regionale kollektive transport.
Det vil sige, at centrale busruter og togstrækninger bevares, så det er muligt at komme til og fra landsbyerne flere gange dagligt. Men vi ser også på andre løsninger, såsom samkørsel, delebiler og -cykler, flextrafik, el-løbehjul og attraktive skiftesteder mellem mobilitetsformer som gode supplementer til den kollektive transport.
Kollektiv transport bliver aldrig en pengemaskine
I arbejdet med at fremme og fremtidssikre den kollektive transport er det vigtigt, at man også erkender, at den lokale busrute ikke kommer til at give overskud. I stedet skal man politisk forholde sig til, hvad konsekvenserne bliver, hvis busruterne ikke er der – hvis unge bliver hindret i at forfølge uddan-nelsesmuligheder, børnefamilier afholder sig fra at flytte udenfor de større byer, og ældre samt udsatte borgere bliver tvunget ind til centerbyerne på grund af ringe offentlige transportforbindelser.
Det er ikke et spørgsmål, om det vil kræve økonomisk støtte fra staten at opretholde en velfungerende trans-portinfrastruktur, men om hvor meget.
Kommuner og regioner lider allerede under økonomisk pres, og derfor må staten i endnu højere grad træde til og sikre, at vi kan have en tilfredsstillende kollektiv transport, der binder land og by sammen. I sidste ende er det afgørende for at sikre, at vores land- og yderområder forbliver levende og attraktive, hvor ung som gammel kan trives.