Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd
Danmark kan mere, og Danmark kan blive fri af russisk gas og et sikrere sted, hvis man sætter sin lid til regeringens nye energiudspil af samme titel. For senest i 2030 skal Danmark producere fire gange så meget strøm med solceller og vindmøller, som vi gør i dag. Men det er fortrinsvist landdistrikterne, der kommer til at løfte den grønne omstilling og føre hele landet i mål med de klima- og energipolitiske, og i sidste ende sikkerhedspolitiske ambitioner.
For det er her på de grønne vidder, at den største del af produktionsdanmark og ikke mindst arealerne til fremtidens biogasanlæg, power to x-anlæg, vindmølle- og solcelleparker, befinder sig. Men omkostningsfri bliver omlægningen til grøn energi aldrig. Og værst bliver konsekvenserne og den lokale borgermodstand, hvis der i omlægningen ikke tages højde for de gener, det forvolder naboer og det omkringliggende samfund.
Kommunerne er i gang med at skabe plangrundlaget med kommuneplaner og lokalplaner samt miljøkonsekvensrapporter. Energiaktørerne er i gang med at opkøbe og etabler energianlæggene. For nyligt hørte vi om Hjolderup i Aabenraa Kommune, som nu er omringet af blåsorte solcellepaneler. Ambitionsniveauet bag opførelsen af Nordeuropas største solcellepark og verdens første storskala metanolanlæg var og er tårnhøjt, og i sig selv er det en præstation at skyde den grønne omstilling i gang med et stort projekt. Men undervejs har naboerne til projektet ikke følt sig hørt, og mener, at der ikke har været reel mulighed for at gøre indsigelse på opsættelsen af solcellepanelerne få hundrede meter fra deres dørtrin og stort set rundt om hele landsbyen. Samtidig har boligejerne i landsbyen ikke følt at tilbuddet fra projektudviklerne var attraktivt nok. Flere af kommunens politikere ser nu tilbage og spørger sig selv, om det var den optimale løsning, eller om andet kunne være gjort.
Nu har halvdelen af landsbyen bestående af 11 beboede huse taget imod tilbuddet om at sælge deres boliger. Sagt med andre ord er Hjolderup ved at lide en trist skæbne som følge af den grønne omstilling, men sådan behøver det ikke være med de rigtige indsatser.
Borgerinddragelse, konkret lokalt borgerdrevent medejerskab og løbende økonomisk afkast til lokalsamfundet, er alfa og omega i så massive omlægninger af vores produktion, hvis ikke omlægningen skal møde modstand fra borgerne. Påstanden bakkes op af blandt andre professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Kristian Borch.
Der er uundgåeligt behov for at gå på kompromiser for at komme i mål med 70 procent – målsætningen i 2030. Men vi må ikke tegne et rosenrødt billede af den grønne omstilling, når den samtidigt er så ambitiøs, at den kræver en betragtelig ændring i vores produktionsforhold og i det udsigtsbillede, som mange borgere i landdistrikterne har fra køkkenvinduet.
Derfor er det kun rimeligt, at vi nøje tager hånd om de erhverv og de mennesker, som bliver direkte og indirekte påvirket af den massive og ikke mindst ambitiøse omlægning. Om strømmen produceres af landvindmøller, solceller eller havvindmøller, skal vi udnytte potentialerne til gavn for den lokale erhvervsudvikling. Derfor skal der sikres en tilpasset afgiftsstruktur på tilslutning til elnettet, så den grønne strøm er mest attraktiv at bruge lokalt til andre former for energiformer og e-brændstoffer, kaldet PTX-teknologier, for at skabe arbejdspladser lokalt, hvor strømmen produceres, eller inde på land, tæt ved kysten, hvis der er tale om havvindmøller.
Den grønne omstilling, og ikke mindst den sikkerhedspolitiske omstilling, har potentiale for at bidrage med et øget antal arbejdspladser i de land- og yderkommuner, hvor energien skal og vil blive produceret, hvilket vil øge den lokale accept og medvirke til et land i bedre balance. Det er kun rimeligt, at vi sætter ind med tiltag, der kan skabe ligevægt i kompensationsregnestykket, så vi ikke sætter geografiske områders overlevelse over styr.