Landdistrikterne advarer: Grøn trepart kan få store konsekvenser for arbejdspladser i dele af landet

Landdistrikterne advarer: Grøn trepart kan få store konsekvenser for arbejdspladser i dele af landet

Udgivet 13. oktober 2025

Treparten handler ikke kun om afgrøder, kvæg og grise, men mindst lige så meget om mennesker, arbejdspladser og landdistrikter med liv og fremgang.

Af Steffen Damsgaard, Formand for Landdistrikternes Fællesråd

Hver eneste dag arbejdes der målrettet i de 23 lokale treparter, som Danmark er inddelt i for at omstille dansk landbrug.

Regeringen og forligspartierne samt parterne lokalt med kommunerne for bordenden i de lokale treparter skal have ros for arbejdet indtil videre.

Det er et arbejde, der både nationalt og lokalt er teknisk komplekst – tag eksempelvis den nye nationale reguleringsmodel for kvælstofudledning, som også kræver øje på meget andet end de marker, som treparten handler om. Nemlig de lokalsamfund, hvor landbruget har en kæmpe betydning for både økonomi, beskæftigelse og identitet.

Danmark har brug for bedre geografisk balance, som der også står i regeringsgrundlaget. Derfor arbejder vi i Landdistrikternes Fællesråd blandt andet for målrettede investeringer i rammevilkårene i landdistrikterne, der skal gøre det muligt fortsat at bo, leve, arbejde, drive virksomhed og tage en uddannelse i hele landet og ikke kun i de store byer.

Det er der brug for at minde politikerne på Christiansborg om, når de store linjer for fremtidens landbrug i Danmark skal tegnes. Det handler ikke kun om afgrøder, kvæg og grise, det handler i mindst lige så høj grad om mennesker, arbejdspladser og landdistrikter med liv og fremgang. Det er en politisk beslutning, som kan komme til at afgøre, om vi i fremtiden – i dele af landet – har dynamiske landdistrikter i udvikling, eller om vi udhuler grundlaget for dem.

I mange lokalsamfund er landbruget ikke bare et erhverv, det er – sammen med de afledte erhverv som mejerier, slagterier, foderstofvirksomheder, vognmænd, tømrere, murere og andre, der betjener landbruget – en hjørnesten for lokale arbejdspladser, skoler, foreninger og fællesskaber. Hvis man vil udvikle landdistrikterne, skal man også sikre, at der er arbejdspladser at udvikle dem omkring.

Regeringen kom med en lang række initiativer på forskellige politikområder i sit landdistrikts­udspil i august 2024. De fleste af de initiativer er ved at blive indfaset og vil gavne landdistrikterne. Der er også andre initiativer, der gavner et land i bedre balance. Og selvom vi har ønsker og forventninger om flere tiltag, så er der en lang række tiltag i landdistrikts­udspillet, som vil gavne udviklingen.

Set i det perspektiv, så er det voldsomt ærgerligt, at der i dele af landet vil være store negative konsekvenser for arbejdspladser i landdistrikterne som følge af den lokale trepart. Vi frygter, at de positive skridt, der i disse år bliver taget på landdistrikts­området, mister sin kraft, hvis man samtidig underminerer tusindvis af private arbejdspladser i fødevareklyngen.

Vi har brug for en regulering, der tager højde for de lokale forskelle og virkeligheder og skaber et Danmark i balance. En regulering, der ikke trækker tæppet væk under de erhverv, der er fundamentet i landdistrikterne. Vi har brug for, at politikerne på Christiansborg husker på grøn trepart-ambitionen om at lave balancerede beslutninger og lytter til dem, der bor og arbejder i de områder, hvor konsekvenserne mærkes først.

Sammenhængskraften i Danmark er ikke en selvfølge. Den skal udvikles, plejes og styrkes – også når det bliver svært. Det skylder vi hinanden.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 12. oktober, 2025

1020 680 Landdistrikternes fællesråd
Søg her