Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd
Vi har meget stærk samfundsøkonomi, erhvervslivet klarer sig flot, beskæftigelsen sætter rekorder, og generelt peger pilen på fremgang og opgang. De seneste par år er der nærmest gået nationalsport i at finde flere penge til det økonomiske råderum. De dygtige medarbejdere i finansministeriet kan knapt nok åbne lommeregnerne, før nye milliarder vælter frem til brug i forsvaret, sikkerhed, klima, miljø, biodiversitet med mere.
Men i landets ø-, land-, og yderkommuner er milliarderne svære at få øje på, hvilket vi også oplever i Landdistrikternes Fællesråd, med bl.a. 55 landdistriktskommuner i medlemskredsen. Siden tilskuds- og udligningsreformen i 2020 har mange kommuner kæmpet med stigende sparekrav og trængte budgetter. Reformen så ved første øjekast positiv ud for mange kommuner, men knapt var blækket på aftalen tørt, inden de negative konsekvenser viste sig og var med til at forværre økonomien i mange kommuner. Dét i en grad, så der i dag findes reelle A- og B-hold, når det gælder kommunal velfærd. Det er vækstkommunerne, der står tilbage, som de klare vindere.
Blandt andet nyder Københavns Kommune godt af udligningssystemet, og har i flere år skummet fløden af et yderst skævt system. Her kan borgerne for tredje år i træk se frem til skattelettelser samtidig med, at velfærdsniveauet hæves og der investeres massivt i enorme infrastrukturprojekter. Sådan ser det bestemt ikke ud i store dele af de danske kommuner.
Tager man fra landets østlige hjørne til kommunerne i vest, er den økonomiske situation noget anderledes. På trods af, at årets aftale for kommunernes økonomi skulle give et historisk velfærdsløft på 3,4 milliarder kroner, risikerer kommuner som Nyborg, Randers og Viborg at lukke folkeskoler grundet massive besparelser. Mange andre kommuner skal også spare på kernevelfærden på andre områder.
Det er en akut krise, hvor folk ender med at flytte fra lokalområder, hvis der skal spares yderligere og lukkes decentrale lokale enheder indenfor f.eks. skoler, ældrepleje, plejecentre, fritids- og idrætsfaciliteter og børnepasning.
Der måtte endda en finansiel redningsplanke fra regeringen ud til kommunerne med et balancetilskud på 2,5 milliarder kroner, fordi der ikke var finansiering med til den lovede velfærd fra regeringen. Og en økonomisk redningskrans til Fanø Kommune i 12. time gjorde, at massakren på velfærden dér lige akkurat blev undgået.
Udgangspunktet må være, at man kan forvente nogenlunde samme serviceniveau i den borgernære velfærd – uanset hvilket postnummer man har. Der skal selvfølgelig være plads til lokalpolitiske prioriteringer, som kan give mindre forskelle i serviceniveau fra kommune til kommune. Men de forskelle, som vi ser mellem kommunernes økonomi, er ikke et resultat af lokale politiske prioriteringer.
De enorme forskelle mellem de kommunale A- og B-hold viser, at der er tale om et decideret sammenbrud af tilskuds- og udligningssystemet. Derfor er budskabet meget enkelt: Vi har brug for et nyt udligningssystem nu!
Kommunerne kan ikke vente i flere år på en løsning
For nyligt er regeringen heldigvis blevet opmærksom på problematikken. Derfor har regeringen i forbindelse med udspillet til en ny sundhedsreform, som også erkender fejlene i den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet, foreslået at nedsætte en kommission, der skal ”forberede forbedringer af udligningssystemet.” Kommissoriet forventes af aflægge rapport i 2027, hvorefter den politiske behandling kan gå i gang. Et meget optimistisk bud er altså, at vi kan have et nyt udligningssystem i 2028.
Det er selvfølgelig fint, at regeringen har fået øjnene op for denne problemstilling, men hvor mange folkeskoler, daginstitutioner og besparelser i ældreplejen skal vi have, før der kommer en løsning?
I Landdistrikternes Fællesråd ønsker vi en grundig analyse af udfordringerne i dag, og en grundlæggende reform af tilskuds- og udligningssystemet. Det indebærer nytænkning af kommunernes finansiering, som ikke bare bliver ekstra lapper på et tilskuds- og udligningssystem, som i bund og grund slet ikke fungerer.
Derfor opfordrer vi regeringen til hurtigst muligt at sætte sig sammen med kommunerne i KL og lave grundlaget for en ny udligningsreform, der grundlæggende sikrer de samme rammer for velfærden i alle kommuner, og dermed også i land-, yder- og ø-kommuner. Den skal selvfølgelig bygges på et solidt analysearbejde, men det kan ikke passe, at borgerne skal vente til 2028 eller endnu længere, før man kan forvente et nogenlunde ensartet serviceniveau på tværs af kommunegrænser.
Mens vi venter
Indtil den nye udligningsreform bliver en realitet, er vi nødt at finde nogle kortsigtede løsninger, der kan opretholde et anstændigt niveau af velfærd i de pressede kommuner. Til dette formål findes særtilskudspuljen, som særligt udfordrede kommuner kan søge.
I år har 44 kommuner søgt om tilskud fra særtilskudspuljen, men kun halvdelen får del i den. Puljen blev oversøgt med 1,4 milliarder kroner for 2025 – endnu et klokkeklart eksempel på, at udligningssystemet slet ikke virker.
Derfor mener vi, at der bør laves en flerårig redningspakke på minimum 3 milliarder kroner årligt med nye penge, oven i de eksisterende midler. Det skal gå til de kommuner, der lige nu ikke har økonomien til at levere en ordentlig og rimelig service. Det er en lappeløsning, men dog en yderst nødvendig én af slagsen, som skal sikre flerårig budgetsikkerhed til kommunerne, indtil et nyt tilskuds- og udligningssystem er på plads. Uden en håndsrækning i den størrelsesorden, risikerer vi at smadre velfærden i store dele af landet, og skabe en ulighed, som ikke er et ellers velstående land værdigt.
Indlægget er bragt i Avisen Danmark søndag den 22. september.