I Vrenderup i Varde Kommune hører fodboldklubben Helle FC hjemme. Klubben rummer ca. 250 børne- og ungdomsspillere fra hele egnen og er etableret i 2018, som et fodboldsamarbejde mellem de seks nærliggende landsbyer.
Sammen med Helle Hallen har Helle FC fået en ny kunstgræsbane på baggrund af midler fra LAG Fanø-Varde, Varde Kommune og Landdistriktspuljen Liv og Land. Det har kostet 5,3 mio. at etablere en kunstgræsbane. Banen er indhegnet og der er etableret lys rundt om banen, så det også bliver muligt for områdets børn og unge at træne i de mørke vintermåneder.
Kunstgræsbanen fyldes med sand og granulat af olivenkerner, og er derfor miljørigtig, da den ikke indeholder gummigranulat eller andre kunstige inflis-produkter.
Citat fra Peder Foldager, Centerleder i Helle Hallen
”Landdistriktspuljen har givet et stort beløb til projektet med 800.000 kr. Det havde været svært at finde de penge et andet sted. Det er et projekt til godt 5 mio. kr. så det er afgørende, at vi fik de penge. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi søgte to gange for at få dem.”
Citat fra Lisbeth Linding, Lokalsamfundskonsulent og LAG-koordinator i Varde Kommune
”Kommunen har været en stor støtte til dette projekt. I budgettet for 2022 afsatte byrådet lige over 2 mio. kr. til projektet. Det viser jo, at de lokale politikere synes det var vigtigt, at vi fik gennemført det her projekt.”
”Projektet har også fået LAG-midler, fordi det er et af de projekter, som falder godt ind i LAG-ordningen. Det er et lokalt initiativ, som vil få stor betydning og have god indflydelse på lokalsamfundet og skabe bedre vilkår for folk der bor herude.”
Om samarbejdet mellem de syv landsbyer
I 1968 besluttede Helle Kommune at skabe et fælles bindeled for kultur og idræt for de syv områder; Agerbæk, Starup, Årre, Grimstrup/Hjortkær/Roust, Næsbjerg/Rousthøje, Fåborg/Vrenderup og Nordenskov samt oplandet. Placeringen for en ny hal blev i Vrenderup, som er det mest centrale punkt i den tidligere Helle Kommune. Helle Hallen rummer i dag tre haller, et større cafeteria, motionscenter, svømmehal, kunstgræsbane, hytter og meget mere.
Puljemidler til projektet
800.000 kr. fra Landdistriktspuljen Liv og Land
150.000 kr. fra LAG Fanø-Varde
2.000.000 kr. fra Varde Kommune
1.500.000 kr. fra klubberne i Helle FC
500.000 kr. fra Helle Hallen
100.000 kr. fra Norlys
250.000 kr. fra andre
I alt 5.300.000 kr.