Landdistrikternes Fællesråd og Danske Medier: Christiansborg må sikre klarhed om ugeavisernes økonomi

Ugeaviser i hele landet risikerer at måtte dreje nøglen om som følge af de udskudte medieforhandlinger. Et stort tab for lokaldemokratiet og den lokale nyhedsdækning. Sådan lyder den fælles udmelding fra Landdistrikternes Fællesråd og Danske Medier, der efterlyser klarhed om ugeaviserne økonomi.

I dag er landets lokale ugeaviser samlet til stormøde i Kolding. Højt på branchens dagsorden står faldende annonceindtægter som følge af både Covid-19 og techgiganternes årelange udhulning af markedet. Derfor lyder der nu en klar opfordring fra Landdistrikternes Fællesråd og Danske Medier til politikerne på Christiansborg om fra næste år at sikre klarhed om ugeavisernes økonomi.

De lokale ugeaviser er vigtige for sammenhængskraften i mange lokalsamfund. Landdistrikternes Fællesråd og Danske Medier er derfor bekymrede for, at de af flere omgange udskudte forhandlinger om en ny mediepolitisk aftale risikerer at strække sig så langt ind i næste år, at den ugeavispulje, som der ellers tegner sig bred politisk opbakning til, først vil komme til gavn i 2023.

Derfor appellerer Landdistrikternes Fællesråd og Danske Medier til, at politikerne giver et klart tilsagn om, at ugeavispuljen vil blive igangsat allerede med virkning fra og med 2022, sådan som det fremgår af regeringens udspil ”Tættere På”, der blev præsenteret før sommer.

Formand i Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, udtaler:

”De lokale ugeaviser spiller en afgørende rolle for sammenhængskraften, nyhedsformidlingen og lokaldemokratiet i de danske landdistrikter og lokalsamfund. De når ud til borgere med vigtige informationer og nyheder, som man ikke bliver præsenteret for andre steder. For detailhandelen og foreningslivet er de også en vigtig platform for at få kommunikeret om tilbud og muligheder i lokalsamfundet. Det vil på sigt kunne have negative og uoprettelige konsekvenser, hvis ugeaviserne lukker. Derfor opfordrer vi nu politikerne til at sikre klarhed om ugeavisernes økonomi fra 2022, så borgere i landdistrikterne også i fremtiden har adgang til lokale nyheder”, siger formand i Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup, udtaler:

”Ugeaviserne er de medier, der geografisk kommer tættest på, hvor danskerne er. Under coronakrisen, hvor behovet for at holde sig orienteret om helt nære forhold som offentlig transport og intuitioner steg, så vi, hvor vigtige de er. Det kommer vi også til at gøre i forbindelse med kommunalvalget, hvor de lokale medier alt andet lige er dem, som tager pulsen på det lokale demokrati. Hvis ugeaviserne begynder at lukke, efterlader det demokratiske huller i danmarkskortet. Det er derfor, at vi nu kommer med en klar opfordring til Christiansborg om at få leveret på den politiske vilje, som jo i høj grad er tilstede”, siger adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup.

Landdistrikternes Fællesråd og Danske Medier har sammen to konkrete forslag til de kommende medieforhandlinger, der skal styrke den lokale nyhedsdækning i Danmark:

  • At der etableres en pulje på 25 mio. kr. årligt i fem år til lokale ugeaviser, der har været hårdt ramt af faldende annonceindtægter bl.a. som følge af corona.
  • At lokale og regionale medier hjælpes i deres udvikling og digitale omstilling i form af en midlertidig udviklingspulje på 100 mio. kr. over fire år.

Kontaktpersoner

Signe Lauge Bach, Public Affairs Konsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 27, mail: sba@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail