Skovsgård: ”Papirclipsen er norsk for sammenhold – så den må være Skovsgårds vartegn”

Socialøkonomisk virksomhed, inklusion og trivsel er nogle af hjørnestenene i den perle af en landsby, som komitéen for Årets Landsby 2021 besøgte en lørdag eftermiddag i august. Skovsgård i Jammerbugt Kommune har fundet sin helt egen vej til finalen i konkurrencen og til udviklingen af deres lokalområde.

Hvis man lukker øjnene og forestiller sig barndommens drøm af et slaraffenland komplet med planter i alle former og farmer, et rigt insektliv og uendelige solsikker og blomsterenge, der bare indbyder til leg og læring, så har man Markedspladsen i Skovsgård i Jammerbugt Kommune.

Her flokkes de godt 800 indbyggere ung som gammel om bålet, blomsterne og hinanden – og det gør de også denne lørdag eftermiddag i august, hvor komitéen bag Årets Landsby 2021 stiller skarpt på landsbyen, der i år er gået hele vejen til finalen og dommernes hjerter.

– Der sker noget med livet, når man lader det være i fred, konkluderer Pernille Mortensen, der er en del af styregruppen for Markedspladsen, hvor vi befinder os nu.

Her lærer børnene at passe deres egen køkkenhave, hvordan frøer bliver til i vandhullet, og hvordan affald forgår (eller ikke forgår), når det efterlades i naturen. Her er svaret ikke givet på forhånd, men en proces af læring, hvor afkastet kan ses, spises eller mærkes.

– Som eksempelvis vores jordbærplanter, som måtte lade livet til stauderne. Dén gik ikke, griner Pernille Mortensen, som stadig er lidt grøn udi det grønne.

Markedspladsen er blot ét af de tiltag, som landsbyen i løbet af tre timer viser frem for komitéen i håb om at få titlen som Årets Landsby 2021, der i dag bliver ledt an af tovholder Jenny Hviid.

Nogle helt særlige hindbærsnitter

Selve besøget i dag starter et helt andet sted. Jenny Hviid lokker komitéen indendørs med duften af hotellets berømte hindbærsnitter og duften af dét, de fleste drømmer om en sen eftermiddag – et krus god kaffe.

Men der er andre end blot kulinariske årsager til, at komitéen har forvildet sig ind til de søde sager. Vi sidder nemlig midt i Skovsgård Hotel, der har en masse historie bag sig, men som også betyder så uendeligt meget for byen den dag i dag:

– De seneste 30 år har Skovsgård Hotel været et lokalt centrum for sociale og kulturelle arrangementer, men også som en socialpædagogisk virksomhed for ansatte med særlige behov, men som sidenhen har formået at tilpasse sig byen og efterspørgslen. I dag er det et sted for 20 arbejdspladser med særlige vilkår, det er et sted for at sikre ordentlig skolemad og inklusion, forklarer formand for hotellets bestyrelse, Ida Leding Larsen.

Under corona har et nyt samarbejde set dagens lys, hvor Skovsgård Hotel, en lokal grøntsagsavler og en lokal producent af kvalitetskød fra fritgående dyr samarbejder om at udvikle færdigretter, hvilket er et kendetegn for den måde, Skovsgård arbejder på, forklarer krofatter Erik:  

– Jeg er gift med en norsk kvinde, og på norsk betyder papirclipsen sammenhold. Det må være vores vartegn og symbol på den måde, vi arbejder på. Vi støtter lokale arbejdspladser, der har praktikanter, vi understøtter skolen og børnenes indlæring med frokostretter i en prisklasse, hvor alle kan være med, og på den måde sikrer vi en andel i hinandens liv.  

Da hindbærsnitten havde bundfældet sig, drog komitéen foranlediget af Jenny Hviid videre. Skal man igennem alle Skovsgårds initiativer, kan man ikke sidde på den lade side.

Syv vilde heste på græs

Og fart på er der på Skovsgårds skole. Ikke mindst på den tilstødende grønne plæne, hvor det aktive liv får lov at boltre sig på hoppepuder, ponyer, fodboldbaner, spejderaktiviteter, rend og hop-ruter og på SUB-boards.

For det overvældende foreningsliv lå ikke i dvale under coronanedlukningerne. Det oprustede med fornyet energi på de grønne plæner, hvor man i dag helt naturligt drages mod aktiviteterne.

Således skete det også for komitéen, der fik en kæphest i hånden og blev guidet ud på forhindringsbanen af to unge piger, der gerne ville se de syv komitémedlemmer gøre dem kunsten efter. Nu skulle rytter navigere både kæphest, hindbærsnitte og komitében i sikkerhed over forhindringsbanerne i disciplinen, der er i stigende popularitet.

– Aktive familier er navnet på Skovsgårds initiativ mod inklusion af alle. Det er et gratis tilbud og en håndsrækning ind i et aktivt familie- og foreningsliv. Til ’Aktive Lørdage’ mødes børn og voksne på kryds og tværs, så familierne kan prøve noget sammen – og måske prøve kræfter med en disciplin eller en forening for allerførste gang, fortæller Heidi Femhøj Schultz, der er en del af styregruppen for Aktive Familier i Skovsgård.

Kulturliv i blomst

Kulturen sætter prikken over å’et i Skovsgård, og således får komitéen ikke lov at gå derfra uden sang. Synge kan de nemlig i landsbyen, der har deres helt egen sang. Men skal det være ekstra festligt – og det skulle det i dagens anledning – så byder koret fra Skovspil sig gerne til, som i dag, hvor hoteller leverer aftensmaden, borgmesteren leverer talen, og koret leverer sangen, alt imens komitéen lader sig indhylle af landsbyens liv, frugter og gode humør.

Og de gør meget for at sikre den gode stemning i Skovsgård.

Faktisk så meget, at de har arrangeret kæresteaftener i selskab med den lokale sognepræst Folmer Toftdahl-Olesen, hvor forældre ved tilmelding kan få en kurv med mad og drikke fra Brugsen, og i fire timer få sine arvinger passet i SFO’en, så man kan bruge tiden til noget sjovt nu og her.

– Og på sigt give præsten lidt mere at lave fremover, tilføjer sognepræsten til selskabets store fornøjelse.

Bedømmelseskomitéen var på besøg hos Skovsgård lørdag den 21. august 2021.

Fakta: Årets Landsby

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 25. gang. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Hvert år uddeles prisen Årets Landsby inden for et selvstændigt tema. I år hædrer prisen ’Den nytænkende landsby’, som har formået at omsætte coronakrisen til positive muligheder for sine indbyggere.

Sidste års tema var “Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise?”, og vinderen var landsbyen Haastrup på Sydfyn. Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Torup, Vallekilde, Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig, Trekroner og øen Fejø.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk Cecilie Davidsen Høj, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53850124, mail: cdh@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail