Pressen inviteres til at deltage, når bedømmelseskomitéen for Årets Landsby, som består af repræsentanter fra Landdistrikternes Fællesråd, Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit, fredag besøger den ene af de i alt tre landsbyer, der kæmper om at blive Årets Landsby 2021.
Landsbyerne har udmærket sig i særlig grad under temaet: ’Den nytænkende landsby’, som har formået at omsætte coronakrisen til positive muligheder for sine indbyggere.
Besøget finder sted fredag den 13. august 2021 kl. 12.00 – 15.00. Mødestedet fra start er: Cathrinesminde Teglværksmuseum, Illerstrandvej 7, 6310 Broager.
Pressen bedes tilmelde sig via kommunikations- og presseansvarlig Eva Østergaard på 53850136 eller eoe@landdistrikterne.dk.
Om Broagerland
Broagerland er en halvø i Sønderborg Kommune. I ansøgningen repræsenterer Broagerland ikke én landsby, men flere mindre småsamfund, der samles i fem landsbylaug. Broagerland har blandt andet brugt coronapandemien til at videreudvikle deres stilleområde – komplet med stilleruter, fordybelsesbænke, vandposter hos private osv. Derudover har de taget de første skridt mod etableringen af nye bo- og arbejdsfællesskaber, som bliver lejemål for både erhverv og private og ejes i fællesskab.
Komitéen fremhæver Broagerlands nytænkende sammensætning, som de både kalder stærk og vejen frem. Desuden lagde komitéen vægt på områdets mange fælles funktioner og forsøget på at styrke nye livsstile – båret frem af viljen til at samarbejde om en ny erhvervsdrivende fond.
Fakta: Årets Landsby
Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 25. gang. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.
Hvert år uddeles prisen Årets Landsby inden for et selvstændigt tema. I år hædrer prisen ’Den nytænkende landsby’, som har formået at omsætte coronakrisen til positive muligheder for sine indbyggere.
Sidste års tema var “ Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise?”, og vinderen var landsbyen Haastrup på Sydfyn. Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Torup, Vallekilde, Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig, Trekroner og øen Fejø.
Besøg
Komitéen tager på besøg hos landsbyerne i august og udvælger umiddelbart derefter vinderen.
Datoen for besøgene er:
13. august Broagerland
21. august Skovsgård og Stjær