Landdistrikter: Gode tiltag i sommerpakke på trods af storbyfokus

Den nye sommerpakke er en kærkommen saltvandsindsprøjtning til kultur- og turismeerhvervet, men flere af sidste års succeser glimrer i deres fravær, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Rejsepas, omstillingspulje for hoteller og andre turismevirksomheder og gratis færgebilletter frem til september er blot nogle af de konkrete initiativer i sommerpakken, som fredag blev indgået af et bredt politisk flertal. 1,65 milliarder kroner er målrettet initiativer, der skal hjælpe det hårdt ramte kultur- og turismeerhverv i gang i lyset af coronakrisen.

Hos Landdistrikternes Fællesråd vækker det stor glæde, at sommerpakkens sætter ind for at komme den nødstedte turisme- og oplevelsesbranche til livs.

– Det glæder mig særligt, at Folketingets partier har lyttet til erfaringer fra sidste år og har forlænget perioden med gratis færger, så det gælder fra juli til september måned. Vi ved fra sidste år, at de gratis færgebilletter i den grad var med til at sætte skub i turismen og erhvervsudvikling rundt på øerne, og jeg er overbevist om, at det vil være en lige så stor succes i år, siger Steffen Damsgaard.

Gratis færgebilletter videreføres i ny sommerpakke – men uden en krone til markedsføring af øerne

Som en del af pakken genindføres blandt andet gratis færgebilletter på indenrigsrejser både for gående, cyklister og biler med handicapparkeringskort. Ordningen kommer til at gælde fra juli til og med september.

Selvom formanden overordnet er tilfreds med sommerpakkens indhold, har formanden også en anke til de initiativer, der ikke fremgår i sommerpakken i år:

– Det ærgrer mig, at man ikke samtidig har afsat midler til markedsføring af ø-turismen via Ø-PAS. Man ønsker at opfordre turister til at anvende færgerne, men man prioriterer ikke midler til at markedsføre øerne. Det er en skam, fordi vi sidste år så, at man via Ø-PAS havde god succes med at udbrede kendskabet til ø-ferien som koncept, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Erhvervene i storbyerne har historisk set haft bedre forudsætninger for at klare sig igennem kriser. Hvis ikke der er mulighed for at få hjælp via sommerpakken, risikerer vi at slå pusten fuldkommen ud af turisme- og oplevelseserhvervene i landdistrikterne, lyder det fra formanden.

Landdistrikter har efterspurgt balance i sommerpakke

Tal fra Erhvervsministeriets årlige regional og landdistriktspolitiske redegørelse viste, at BNP per indbygger i de større byer er steget med 14 procent siden 2005, mens stigningen kun er 10 procent i de resterende kommuner. 

Dermed vakte det også undren hos blandt andre Landdistrikternes Fællesråd, da regeringen i begyndelsen af maj præsenterede sit oplæg til en ny sommerpakke, fordi pakken havde stærkt fokus på storbyturismen.

Sammen med De Samvirkende Købmand og Ferieudlejningernes Brancheforening argumenterede Landdistrikternes Fællesråd i et debatindlæg hos Politiken for, at det ensidige fokus på storbyerne risikerer at splitte land og by. 

Blandt andet lagde regeringen op til at etablere en pulje på 50 milioner kroner, hvorfra restauranter og caféer i København, Aarhus, Odense og Aalborg kunne søge om tilskud på op til 50.000 kroner til arrangementer, rabatter eller andre særlige tilbud den endelige aftale er omstillingsordningen bredt ud til alle landets restauranter og caféer, som kan søge om et tilskud til at give rabatter eller afholde aktiviteter for turister.

Steffen Damsgaard roser derfor regeringen og aftalepartierne for at have lyttet til kritikken og valgt at tilgodese hele landets caféer og restauranter.

– Når vi endnu ikke ved, hvordan turismestrømmen kommer til at tage sig ud rundt i landet, så er det kun retfærdigt at hele landets caféer og restauranter får mulighed for få del i puljen om at søge et tilskud på op til 35.000 kroner. Derfor er jeg glad for, at man har taget kritikken til sig, siger Steffen Damsgaard.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk Cecilie Davidsen Høj, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53850124, mail: cdh@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail