Landdistrikternes Fællesråd konstituerer bestyrelse                  

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse mødtes torsdag den 6. maj i Odder for at fordele udvalgsposter og hilse på de nye ansigter i bestyrelsen. Derudover blev borgmester i Samsø Kommune Marcel Meijer (S) genvalgt som næstformand.

Der var både gengangere og nye ansigter blandt de 11 medlemmer af Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse, som torsdag mødtes på Fællesrådets sekretariat i Odder for at konstituere sig selv og udstikke hovedlinjerne for det kommende års arbejde. Udvalgsposter og repræsentationer blev fordelt, ligesom en samlet bestyrelse genvalgte borgmester i Samsø Kommune Marcel Meijer (S) på posten som næstformand i Landdistrikternes Fællesråd.

På generalforsamlingen i begyndelsen af april blev følgende nye personer valgt ind i bestyrelsen: Peter Kock, opstillet af LandboUngdom, Frode Thule Jensen, opstillet af LAG Nord samt Morten Flæng, opstillet af regionerne, der har været observatør siden årsskiftet og efter generalforsamlingen har plads i bestyrelsen.

Og det er et stærkt hold, som skal lede Landdistrikternes Fællesråd sikkert gennem et begivenhedsrigt politisk efterår, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

– Landdistrikternes sag, der handler om at skabe et sammenhængende Danmark i bedre balance, ligger højt på dagsordenen hos stort set hele det politiske spektrum, men selvom vi navigerer i medvind, er det stadig afgørende at få løst nogle af de store udfordringer i landdistrikterne blandt andet manglen på uddannelsespladser og finansieringsmuligheder uden for de største byer. Med den nuværende bestyrelse står vi stærkt på alle fronter, så jeg er helt tryg ved, at vi nok skal fremvise gode resultater, siger han.

Formand Steffen Damsgaard blev på generalforsamlingen genvalgt uden modkandidater, mens der var kampvalg på to af de seks ledige bestyrelsesposter, navnlig posterne for landsdækkende og regionale organisationer og foreninger samt den ene post for kommunerne, der var på valg i år.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse består af:

Steffen Damsgaard, opstillet af Lemvig Kommune (formand)

Steffen Damsgaard blev genvalgt som formand for Landdistrikternes Fællesråd i forbindelse med årsmødet i 2021. Han har været Fællesrådets formand siden 2008, hvor han overtog posten fra Lone Andersen, nuværende viceformand i Landbrug & Fødevarer. Steffen Damsgaard er født den 30. april 1976. I perioden 2004-2008 var han landsformand for LandboUngdom. Han er uddannet driftsleder inden for landbruget og har tidligere studeret på en erhvervsøkonomisk bacheloruddannelse på Aarhus Universitet i Herning. Steffen Damsgaard er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune og bl.a. formand for Lemvig Vandsamt Geopark Vestjylland. Ved siden af sit politiske og organisatoriske virke driver Steffen Damsgaard et fritidslandbrug.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Steffen Damsgaard som Fællesrådets repræsentant i bl.a. regeringens rådgivende udvalg på landdistriktsområdet (DRUPL), bestyrelsen for Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet samt Landdistrikternes Fællesråds Videncenter for Landdistrikter. Derudover har Steffen Damsgaard som formand for Landdistrikternes Fællesråd bl.a. deltaget i flere regeringsnedsatte udvalgsarbejder på landdistriktsområdet.

 

Marcel Meijer, opstillet af Samsø Kommune (næstformand)

Marcel Meijer (S) har været borgmester for Samsø Kommune siden 2014. Han har været medlem af Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse siden 2019 og blev genvalgt i 2021. Han har en kandidatgrad i offentlig administration fra Universiteit Twente i Holland, hvor han også er født og opvokset.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Marcel Meijer som Fællesrådets repræsentant i Overvågningsudvalget for Regionalfonden og Socialfonden under Erhvervsstyrelsen samt bedømmelseskomiteen for Årets Ø.

 

Peter Kock, opstillet af LandboUngdom

Peter Kock blev valgt ind i bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen i april 2021. Han har tidligere været landsformand for landsorganisationen LandboUngdom og fungerer nu som Study Director Varieties ved Agrolab A/S. Han er faglært landmand ved Dalum Landbrugssole og siden også uddannet agrarøkonom.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Peter Kock som Fællesrådets repræsentant i Overvågningsudvalget for Landdistriktsprogrammet under Landbrugsstyrelsen.

 

John Brædder, opstillet af Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner

John Brædder blev valgt til bestyrelsen ved årsmødet i 2017 og genvalgt i 2021. Han har siden 2009 været borgmester i Guldborgsund Kommune valgt for Guldborgsundlisten. John Brædder er ligeledes medlem af Realdanias repræsentantskab, bestyrelsesmedlem i Femern Belt Development og næstformand for Fonden Business Lolland-Falster. Derudover er John Brædder formand for Erhvervshus Sjælland.

 

Hanne Lene Haugaard, opstillet af DGI

Hanne Lene Haugaard blev valgt til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse ved årsmødet i 2018 og genvalgt i 2020. Derudover er hun formand for DGI Gymnastik samt medlem af DGI’s hovedbestyrelse. Desuden besidder Hanne Lene Haugaard en række andre poster hovedsagelig inden for idrættens og gymnastikkens verden. Til daglig arbejder Hanne Lene Haugaard som foreningskonsulent i Haderslev Kommune. Hun bor i Sdr. Vilstrup syd for Haderslev, hvor hun er lokalforeningsformand for Vilstrup Ungdoms- og Idrætsforening.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Hanne Lene Haugaard som Fællesrådets repræsentant i den nordiske samarbejdsorganisation Hela Norden Ska Leva samt i bedømmelseskomiteen for Årets Ø.

 

Christina K. Hansen, opstillet af Holbæk Kommune

Christina K. Hansen (S) har været borgmester i Holbæk Kommune siden kommunalvalget 2017. Hun har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2013 og er i dag formand for Økonomiudvalget. Christina K. Hansen blev valgt til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse ved generalforsamlingen i 2020. Hun har en bachelorgrad i Sociologi fra Københavns Universitet og er bosat i Holbæk.

 

Morten Flæng, opstillet af regionerne

Morten Flæng er valgt til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse ved generalforsamlingen i 2021 efter at have været observatør i bestyrelsen siden årsskiftet. Han bor i Holstebro Kommune og er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Morten Flæng som repræsentant i Landdistrikternes Fællesråds Videncenter for Landdistrikter.

 

Frode Thule Jensen, opstillet af LAG Nord

Frode Thule Jensen er valgt til bestyrelsen ved generalforsamlingen i 2021. Han er valgt ind som repræsentant for LAG/FLAG’erne, hvor han i dag er formand for LAG Nord. Han sidder desuden i koordinationsudvalget for alle LAG/FLAG-ere i Danmark. Derudover har han i mange år været aktiv i blandt andet den lokale gymnastikforening, skolebestyrelsen samt i Frederikshavn Byråd.

 

Gunnar Landtved, opstillet af Ryslinge Lokalråd

Gunnar Landtved blev valgt til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse i 2019 og genvalgt i 2021. Han har siddet i forskellige bestyrelser siden 1978 – bl.a. i LandboUngdom og i landboforeningen Agrogården. Derudover har Gunnar Landtved været formand for Samfundskontaktudvalget på Fyn i 15 år. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen i Ryslinge 1997 og var borgmester i 2001 til og med kommunesammenlægningen i 2005. Gunnar Landtved har desuden mange års erfaring fra lokalrådet, ligesom han har siddet i Fynslands bestyrelse i ti år, heraf fem som formand.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Gunnar Landtved som Fællesrådets repræsentant i Styregruppen for Spor i Landskabet samt i bedømmelseskomiteen for Årets Landsby.

 

Arne Haahr Hansen, opstillet af COOP

Arne Haahr Hansen blev valgt til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse i 2018 og genvalgt ved generalforsamlingen i 2020. Han er landsrådsmedlem i Coop, medlem af Lokal- og Dagli’ Brugsernes Kæderåd, medlem af Låneforeningen samt formand for Dagli’ Brugsen i Tistrup. Til daglig arbejder han som Assistant Project Manager hos LEGO. I ti år har Arne Haahr Hansen været formand for en LAG-gruppe. Først seks år for LAG Varde, derefter fire år som formand for LAG Fanø-Varde indtil april 2018. Han har politisk erfaring fra byrådet i Varde Kommune samt Arlas repræsentantskab.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Arne Haahr Hansen som Fællesrådets repræsentant i Overvågningsudvalget for Hav- og Fiskeriudviklingsprogrammet under Fiskeristyrelsen.

 

Lone Kastberg, opstillet af Vibland

Lone Kastberg blev valgt til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse ved generalforsamlingen i 2020. Hun er medstifter af VibLand i 2015 og har siddet som formand siden. Hun har i en årrække deltaget i forskelligt frivilligt arbejde, blandt andet som tovholder på et lokalt områdefornyelsesprojekt med et budget på knap 10 mio. kr. Lone Kastberg har arbejdet på Skive College de seneste ti år som faglærer og koordinator. Hun bor i Møldrup med sin mand og har fire udeboende børn.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har udpeget Lone Kastberg som Fællesrådets repræsentant i bedømmelseskomiteen for Årets Landsby.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk Cecilie Davidsen Høj, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53850124, mail: cdh@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail