Regeringen vil fastholde støtten på 93 millioner årligt til landets 26 lokale aktionsgrupper. Sådan lyder meldingen torsdag fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
– Mange års centralisering har desværre skubbet landdistrikterne ud på et sidespor. Hvis vi skal vende den udvikling, skal vi lytte til dem, som kender lokalområdet og dets udfordringer allerbedst. Derfor er det meget vigtigt for mig, at vi fastholder den højere støtte, så aktionsgrupperne har en tryg økonomisk ramme helt frem til 2027, udtaler Kaare Dybvad Bek i en pressemeddelelse.
Der er store roser til ministeren og regeringen fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
– Regeringen sender et virkelig vigtigt signal til landets 26 lokale aktionsgrupper om, at deres arbejde er værdsat og centralt for landdistrikternes udvikling. Med forslaget lægger regeringen op til at sikre økonomien i en årrække frem, og det er fantastisk, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:
– Jeg håber, at resten af Folketingets partier vil bakke op om regeringens forslag. Det vil give arbejdsro til LAG’ere over hele landet, som dermed kan koncentrere sig om deres kerneopgave: at skabe nye erhverv og ny udvikling i landdistrikterne, siger han.
Forslaget er en del af regeringens landbrugsudspil, der skal forhandles sammen med resten af Folketingets partier i tiden, der kommer.
Formanden for Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til, at man i de kommende landbrugsforhandlinger også tænker på, hvordan finansieringen af de lokale aktionsgrupper kan udvides i lyset af EU’s genopretningsmidler
– LAG’erne har en dokumenteret evne til at skabe arbejdspladser i landdistrikterne. Det er der brug for i en krisetid, som den nuværende, der har ramt hårdt i de mindre samfund. Det er helt oplagt, at Folketingets partier som en del af landbrugsforhandlingerne sender genopretningsmidlerne derhen, hvor de gør størst nytte. Og hos de lokale aktionsgrupper kommer midlerne direkte ud at arbejde i landdistrikterne, siger han.
Landdistrikternes Fællesråd håber desuden, at Folketingets partier vil styrke de lokale aktionsgrupper ved at gøre brug af muligheden for multifunding med LEADER-indsats under Socialfonden (ESF) og Regionalfonden (EFRU).