Bliv en del af Kommunernes Netværk for Landdistriktskoordinatorer

Arbejder du med landdistriktsudvikling, og ønsker du at få ny viden og inspiration til udvikling af landdistrikterne i kommunen? Så tilmeld dig årets første møde i Kommunernes Netværk for Landdistriktskoordinatorer den 28. januar 2021.

KL og Landdistrikternes Fællesråd faciliterer i fællesskab netværket Kommunernes Netværk for Landdistriktskoordinatorer, hvor kommunale landdistriktskoordinatorer kan dele viden og få inspiration til arbejdet med landdistriktsudvikling.

Kommuner med landdistrikter og mange landsbyer har i årevis arbejdet med landdistriktsudvikling, men de senere år er indsatsen blevet mere fokuseret omkring den koordinerende rolle og samskabelsen med organisationer, erhverv og ildsjæle, der bor, lever og driver virksomhed i landdistrikterne.

Årets første møde afholdes digitalt torsdag den 28. januar 2021 via Teams, og temaet for mødet er: Lokal udvikling i en coronatid. I flere kommuner kræver landdistriktsindsatsen en tæt dialog med borgergrupper fra lokalområdet, og derfor vil deltagerne på mødet blive kastet ud i en workshop om digital understøttet borgerinddragelse med Claus Leick, der blandt andet udvikler og afholder kurser i fx borgerinddragelse og kommunikation. Derudover vil Erhvervsministeriet også holde et oplæg om ministeriets aktuelle arbejde på landdistriktsområdet.

Det er stadig muligt at komme med til netværksmødet, men tilmelding er nødvendig. Du kan tilmelde dig netværket her. Prisen for tilmelding er pr. kommune og dækker tre årlige netværksmøder for de af kommunens medarbejdere, det måtte være interessant og relevant for.

Program den 28. januar 2021

Kl. 12.30 – 12.45: Velkommen til og kort nyt fra KL og Landdistrikternes Fællesråd

Kl. 12.45 – 13.15: Erhvervsministeriets aktuelle arbejde på landdistriktsområdet v/Carsten Joensen, kontorchef i Erhvervsministeriet (inkl. tid til dialog og spørgsmål)

Kl. 13.15 – 13.25: Kort pause

Kl. 13.25 – 15.25: Miniworkshop om digital understøttet borgerinddragelse v/Claus Leick

Kl. 15.25 – 15.30: Tak for denne gang v/LDF og KL

Fakta: Kommunernes Netværk for Landdistriktskoordinatorer

Kommunernes netværk for landdistriktskoordinatorer henvender sig til kommunernes landdistriktskoordinatorer eller de centrale medarbejdere i forvaltningen, som varetager landdistriktsudviklingen.

Netværket mødes 3 gange årligt. Netværksmødet varer hele dagen og veksler mellem eksterne oplæg, oplæg fra netværkets medlemmer, workshopbaserede øvelser og tværgående drøftelser og sparring. Møderne afholdes under normale omstændigheder på skift hos netværkets medlemmer. Netværket skal give deltagerne adgang til at opbygge viden, nye kompetencer og netværk med kollegaer i andre kommuner såvel som hos andre relevante aktører, der arbejder med landdistriktsudvikling. Læs mere om netværket her

Kontaktpersoner

Emra Tresnjic, konsulent, tlf. +45 53 850 129, mail: eju@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail