#Viudviklerpålandet: “Det kræver hårdt arbejde at nå hertil – men vi har mange at takke for, at det er sket”

Maskinfabrikken Zebotek A/S i Bredebro i Tønder Kommune har rygende travlt. Virksomheden er gået fri af de værste dyk fra et coronaramt samfund og har formået at holde væksten i både produktion og medarbejderstab.

– Nej, der er ikke noget, vi ikke kan lave, kommer svaret prompte fra Tommy Bossen. Han er medstifter af den lille maskinfabrik i Bredebro, der er ejet af kompagnonen Tommy Zeeberg Sørensen.

Drejebænken, fræsemaskinen og båndsaven kører derudad. Det har de stort set gjort siden virksomhedens stiftelse i marts 2019. I produktionshallen i Bredebro, hvor Zebotek A/S har lokaler, har de ikke mærket store dyk i efterspørgslen.

Virksomheden specialiserer sig i at lave elementer tilpasset kundens behov gennem kombineret dreje- fræsearbejde, cad/cam- bearbejdning og femakset bearbejdning. Kunderne kommer blandt andet fra landbruget, vind- eller robotindustrien og har behov for elementer i mange forskellige materialer; plastisk, aluminium, stål, træ, messing, bronze. Tommy Bossen lover, at de kan byde ind på alt.

– Vi kan noget, som der altid er behov for, og så har vi rent praktisk haft projekter og aftaler, der har bredt sig over længere perioder. Så på den måde kan man sige, at vores æg ikke har været placeret i én kurv. Det har gjort os mindre sårbare og har vist sig at være en farbar taktik for os, vurderer han.

En tilfældig start på en succes

Succesvirksomheden tæller i alt syv medarbejdere, og i november sidste år gik de videre til finalen i Tønder Kommunes prisuddeling Årets Iværksætter 2020. Næsten fra virksomhedens stiftelse i marts 2019, blev de taget i hånden af Tønder Erhvervsråd, der involverede sig i at hjælpe Zebotek videre til at indfri deres kompetencer. Det var også herigennem, de fik kontakt til den lokale aktionsgruppe LAG Haderslev-Tønder, som viste sig at have afgørende betydning for virksomhedens fremtid.

Men succeshistorien begyndte ret tilfældigt.

Tommy Zeeberg Sørensen kender Tommy Bossen fra deres fælles læretid på uddannelsen til maskinarbejdere. Begge er i dag 34 år, og der skulle gå næsten 15 år uden kontakt, før de igen mødtes til et festligt arrangement. Her begyndte samtalen hurtigt at kredse sig om at etablere en maskinfabrik sammen.

Kort tid derefter stiftede Tommy Zeeberg Sørensen Zebotek A/S, og Tommy Bossen blev medstifter. Derefter blev der ansat nye medarbejdere med få måneders mellemrum og udvidet med maskiner, der kunne følge med den stigende efterspørgsel på den agile og højtspecialerede virksomheds produkter.

– Der kom endnu en medarbejder til i juni, derefter en i november, en i januar, en i marts og en i august, opremser Tommy Bossen.

I alt tæller virksomheden syv medarbejdere. Alle er involverede som maskinarbejdere og uddannede indenfor feltet.

– Det, vi kan, er, at vi er vægtige sammen. Vi kan vores stof, og vi producerer ikke 1.000 ens produkter. Typisk er der tale om produktionen af få styks, og det kræver nøje programmering og produktkendskab, forklarer Tommy Bossen.

Hvordan lokale kræfter kom til undsætning

Tønder Erhvervsråd kontaktede den nyetablerede virksomhed med henblik på at rådgive virksomheden bedst muligt. Derfor drog erhvervsrådet på besøg hos virksomheden i Bredebro, og her stod det hurtigt klart, at der var potentiale for at søge midler fra LAG Haderslev-Tønder, så Zebotek A/S kunne komme godt fra start.

I 2020 fik virksomhedens stiftere bevilget 400.000 kroner fra den lokale LAG til etableringen af et udsugnings- og varmeanlæg i hallen samt midler til indkøb af en ny fræsemaskine. En del af midlerne var også møntet på at få den anerkendte kvalitetscertificering ISO 9001, så virksomhedens grundlag kunne udvides yderligere med leverancer til blandt andet rumindustrien. Til dette bistod LAG-koordinator Solveig Kappel med faglig rådgivning, og det betød alverden for de helt grønne iværksættere, husker Tommy Bossen:

– Med LAG-midlerne vil jeg skyde på, at vi har kunnet ansætte godt 1-2 ekstra medarbejdere. Det havde afgørende betydning for, at vi er nået hertil, hvor vi er i dag. Vi var ikke en virksomhed med mange penge på kistebunden, og det var store udskrivninger, der var tale om, der kunne have sat en dæmper på virksomheden, vurderer han og henviser til, at der er styr på både fræsemaskine, udsugning og varmeanlæg. En ny medarbejder er ansat til at stå for ISO 9001 certificeringen, som derfor også forventes at være på vej.

Hårdt arbejde og lidt mere hårdt arbejde

Den travle virksomhed har ambitioner om at vokse endnu mere. I november sidste år blev Zebotek A/S indstillet til årets iværksætterpris 2020 i Tønder Kommune og kom i fint selskab med lokale erhvervssucceser som Maskeshop og Legeskum. At blive finalist i prisuddelingen for Årets Iværksætter i et coronapræget år var et stort skulderklap for de syv medarbejdere, og det gav dem blod på tanden til at udvide drømmene.

– Det betyder virkelig meget, at vi fik den opmærksomhed og anerkendelse. I det hele taget har hjælpen fra lokalområdet været altafgørende for, at vi er her, hvor vi er nu. At være iværksætter er først og fremmest hårdt arbejde. Men vi er prisgivet af, at der i området er nogle stabile virksomheder, som har valgt os til, og dermed har sikret, at vi har haft arbejde i en usikker og coronapræget tid. Det lokale landbrug, Benteler Automotive i Tønder og produktionsvirksomhederne Hydro og Brødrene Hartmann er nogle store virksomheder, der genererer meget arbejde for os, men vi laver også opgaver fra hele landet og enkelte i Polen. Vi har bestemt ikke haft tid til at kede os, lyder det med et grin fra Tommy Bossen, inden han fortsætter:

– Hvis vi skal sige noget om, hvad planen er fremadrettet, så går vi lidt og drømmer om at udvide kapaciteten ved at investere i endnu en drejebænk. Planen er at vækste stille og roligt. Det må ikke gå galt. Vores nuværende drejebænk kører i døgndrift, og en ny drejebænk vil give kapacitet til at tage mere arbejde.

Fakta: De lokale aktionsgrupper

De Lokale Aktionsgrupper (LAG og FLAG) er lokalt forankrede foreninger, der arbejder for at skabe udvikling og innovation i danske lokalsamfund. Aktionsgrupperne varetager udviklingspuljerne, der kan søges til projekter i landdistrikterne, som på den ene eller anden måde understøtter lokalområdet.

Der er i alt 30 lokale aktionsgrupper i Danmark, hvoraf syv er integrerede FLAG. I de første år af programperioden 2014 – 2016 var der afsat 90 millioner kroner årligt. Med virkning fra 2017 var beløbet faldet til 60-65 millioner kroner. I 2020 er der afsat yderligere 30 millioner kroner til LAG-ordningen, der er møntet på projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. I den nye programperiode fra 2021 – 2017 er beløbet til LAG-ordningen endnu ikke offentliggjort.

Serie: #VIUDVIKLERPÅLANDET

Rundt om i landet skaber LAG- og FLAG-midlerne både lokalt forankret erhvervsudvikling og lokale arbejdspladser til gavn for de danske landdistrikter. I denne serie sætter Landdistrikternes Fællesråd fokus på de uundværlige LAG-ere og FLAG-ere.

Kontaktpersoner

Cecilie Davidsen Høj 53850124 cdh@landdistrikterne.dk Kommunikations- og pressekonsulent

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail