Region Sjælland melder sig ind i Landdistrikternes Fællesråd

Fra årsskiftet bliver Region Sjælland medlem af Landdistrikternes Fællesråd, der dermed kan byde fjerde region velkommen i medlemsskaren.

Region Sjælland har nu tilsluttet sig medlemmerne i Landdistrikternes Fællesråd. Fra årsskiftet indgår regionen dermed som den fjerde region i fællesrådets arbejde med at skabe vækst og udvikling i hele landet.

For regionsrådsformand Heino Knudsen er indmeldelsen et vigtig skridt i arbejdet med at udvikle den attraktive region.

– Regionsrådet i Region Sjælland har besluttet at blive medlem hos Landdistrikternes Fællesråd, så vi styrker arbejdet med at gøre det endnu mere attraktivt at bo, leve og besøge de mange gode landsbyer og lokalsamfund i vores del af Danmark. Landdistrikternes Fællesråd er en stærk samarbejdspartner, der er lykkedes med at sætte udviklingen af landdistrikterne på den landspolitiske dagsorden. Den udvikling vil vi gerne bakke op om og være en del af.

For formand i Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard er Region Sjællands indmeldelse et vigtigt skridt i arbejdet for et land i bedre balance.

– Med Region Sjællands indmeldelse er fire af landets fem regioner nu medlem af fællesrådet. Det er jeg på Landdistrikternes Fællesråds vegne meget stolt over. For hvert nyt medlem kan vi med endnu større tyngde tale landdistrikternes sag. Jeg ser frem til det løbende samarbejde med Region Sjælland, siger han og tilføjer:

– Region Sjælland repræsenterer stor geografisk variation og rummer et væld af interessante landdistrikter og landsbyer. Så jeg er overbevist om, at vi får stor gavn af hinanden i det fremtidige samarbejde. Samarbejdet er ikke alene til fælles gavn, det er til gavn for de borgere og iværksættere, der bor og skaber udvikling i landdistrikterne

Region Sjælland dækker over 17 kommuner fra Greve til Odsherred mod Kalundborg og til Lolland. I alt tæller regionens område knap 840.000 indbyggere.

– Region Sjælland har mange attraktive landsbyer og lokalsamfund, der danner ramme for mange menneskers liv. Hver tredje borger i regionen bor i de små og mindre byer på landet. Region Sjælland vil arbejde for at landdistrikterne også i fremtiden kan danne ramme for det gode liv, hvor folk kender og passer på hinanden, og hvor der er gode muligheder for at bo, arbejde, uddanne sig og stifte familie. Vi forventer at få god gavn af Landdistrikternes Fællesråd i det arbejde, mener Heino Knudsen.

Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for medlemmerne. Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland har tidligere meldt sig ind i fællesrådet i løbet af 2020.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail