Landdistrikternes Fællesråd og Landbrug & Fødevarer mener, at Danmark skal være et grønt foregangsland, og det er vigtigt, at alle dele af landet leverer et ambitiøst bidrag til at indfri de høje ambitioner for klimaet. Det har organisationerne leveret en række konkrete bud på bl.a. i det fælles udspil ”Genstart hele Danmark”, som blev lanceret i juni i år.
En ny analyse viser dog, at der er en risiko for, at en ny CO2-afgift kan komme til at skævvride Danmark regionalt. Det skyldes blandt andet, at landbruget og mange andre produktions- og eksportarbejdspladser, som generelt udleder mere i deres produktion, er placeret udenfor de større byer, mens bykommunerne generelt har en større andel af arbejdspladser i for eksempel servicesektoren.
Samtidig viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for Landbrug & Fødevarer, at danskerne generelt er skeptiske over for en ny CO2-afgift, hvis den fører til øget regional skævhed.
Derfor bør politikerne have de regionale konsekvenser for øje, når det gælder en grøn skattereform, mener Landbrug & Fødevarer og Landdistrikternes Fællesråd.
– En række land- og yderkommuner døjer stadig med for alvor at få gang i væksten, og vi frygter, at coronakrisen – i lighed med finanskrisen – på længere sigt vil ramme hårdere uden for de større byer. Derfor foreslår vi, at man – på linje med de andre gode principper i den grønne skattereform – gør det helt klart, at omlægningen ikke må skævvride Danmark og føre til øget regional ulighed, siger Steffen Damsgaard.
-Politikerne bliver nødt til at have de regionale konsekvenser for øje, når man skal lave en grøn skattereform. I dag er det sådan, at en stor del af den produktion, der udleder relativt meget, sker uden for de større byer, og derfor kan en ny CO2-afgift risikere at ramme skævt regional. Det kan blive markant dyrere at arbejde og bosætte sig udenfor de store byer. Det skal vi undgå, siger Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer
Læs hele analysen her.