– Husk nu mundbindet, når I forlader jeres pladser, og husk at holde afstand, når I bruger trappen!
Formaningerne om de særlige sundhedsforanstaltninger sidder løst. Anstina Krogh, der er dagens værtinde og repræsentant for en hel landsby, opridser de vigtigste huskeregler i dagens anledning. I dag bliver Haastrup kåret som Årets Landsby 2020, og selv om det er en festdag, bliver coronaens alvor ikke glemt. Rundt om langborde, flankeret med spritflasker ud for hver plads, sidder få udvalgte fra byen; skoleledere, ildsjæle og købmanden blandt andre, side om side med komitéens medlemmer fra Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.
– Værsgo, lyder det fra Anstina Krogh, idet hun uddeler mundbind i korrekte størrelser, af den slags Søren Brostrøm bruger, til dagens gæster.
Den traditionelle kåringsfest af Årets Landsby er udskudt og midlertidigt erstattet af en nedskaleret prisoverrækkelse. Dagens program byder på taler fra Mikael Christensen, talsmand for Haastrup udviklingsråd, Carsten Hansen, formand for bedømmelseskomiteen, Michael Demsitz, næstformand i Forenet Kredit, Steen Kjær Jensen, formand for Landsforeningen for Landsbyer i Danmark, Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd og Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.
– At Haastrup er en landsby, der er åben og imødekommende, er jeg eksempel på. Som talsmand for Haastrup udviklingsråd, skulle man tro, at jeg var en haastrupper. Det er jeg ikke – jeg kom hertil for fire år siden og lejer et hus. I Haastrup kommer man hinanden ved. Det var ikke det, jeg faldt for, men det var det, der fik mig til at blive, siger Mikael Christensen indledningsvist fra talerstolen.
Mikael Christensen er ikke alene om at rose haastruppernes fællesskab. Det lægger formand for bedømmelseskomitéen og tidligere minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen, også vægt på:
– Jeg fik jo hurtigt at vide fra Anstina, at det var mangel i opdragelsen, at jeg aldrig havde sat mine fødder på Dronningeudsigten før. Som fynbo er jeg tilbøjelig til at give hende ret. I har et stærkt kulturliv, som er det, der består, når alt andet forsvinder. Stort tillykke til Haastrup, for selvom det var en hård konkurrence, så vandt I. Det var fuldt fortjent, og det kan I være rigtig stolte over, lyder det fra dagens anden taler.
En gaveregn fra en oplagt dommerkomité
Mens publikum får serveret tunmousse og jægergryde med kartoffelmos til, farer Anstina Krogh fra bord til scenekant for at få overrakt den ene gave til landsbyen efter den anden. Den traditionelle sten med påskriften Haastrup Årets Landsby 2020 bliver overrakt af Sten Kjær Jensen, formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.
– Hæderen som Årets Landsby 2020 er mejslet i sten, og med den melder I jer ind i en fornem og eksklusiv klub af landsbyer. Den er et evigt minde om det flid og det ihærdige fællesskab, I har fået opbygget i Haastrup, hvor I virkeliggør et væsen af jer selv som en handlende og omfavnende landsby, siger Sten Kjær Jensen.
Dagens vel nok største gave kom fra Forenet Kredit. Den fysiske størrelse på vinderchecken krævede i hvert fald mere end én hånd fra Anne Gregersen, der ejer den lokale købmandsforretning med sin mand Kent Gregersen, som dermed måtte forlade tallerkenerne for at hjælpe Anstina Krogh.
Da checken overrækkes af næstformand i Forenet Michael Demsitz, giver også han Haastrup et par ord med på vejen:
– Det er utroligt berigende at være vidne til, hvordan Haastrup og de to andre finalister, Borris og Bjergsted, har skabt udvikling lokalt. For det har I. I Haastrup har I også kæmpet med tomme huse og afvikling, men se nu jer i dag. I passer på hinanden, når det brænder på, og I baner vejen for andre småbyer. Det vil vi i Forenet Kredit og i komitéen for Årets Landsby gerne støtte. I har et fællesskab, der blomster i krisetider. Vi håber, I får rigtig meget glæde af prisen som Årets Landsby 2020.
Fællesskabet er lige ved hånden
Mens de rosende ord sidder løst, er det næsten en skam, at alle haastruppere ikke kan være her og få det med. Det er der heldigvis sørget for. På typisk coronavenlig vis bliver dagens program livestreamet til landsbyens borgere, der kan se med fra Haastrups facebook-side. Og hvis der var knas med forbindelsen, så fik Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, råbt hele landsbyen op med et trefoldigt længe leve.
– Vi er i et forsamlingshus, der lægger hus til fester. I dag er en festdag, så vi må ikke undvære et højt hurra for Haastrup – og for alle de landsbyer derude, hvis relevans er blevet forstærket under coronaen. De nære og stærke fællesskaber vinder frem. Borris, Bjergsted og jer i Haastrup har vist, hvordan man rykker sammen i en krisetid. Prisen her kan sætte fokus på alle de gode landsbyer, så vi kan få vækst og udvikling i hele landet.
Med titlen som Årets Landsby 2020 følger en check på 50.000 kroner. Pengene skal møntes på tiltag, der kan skabe udvikling i Haastrup. Hvad de tiltag indebærer, bliver naturligvis diskuteret og vedtaget på mest demokratisk vis, forklarer Anstina Krogh, der inden dagen var omme også kunne kalde sig Årets Haastrupper:
– Vi sætter en forslagskasse op nede ved Købmanden, som kan huse alle de gode ideer. Efter 3 ugers tid, skal vi stemme om, hvilket forslag eller hvilke forslag, der skal føres ud i livet. Så det bliver spændende at se, hvor vi ender.
Prisoverrækkelsen fandt sted i Haastrup lørdag den 26. september.
Årets tema 2020
I finalen til Årets Landsby 2020 var Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune, Bjergsted i Kalundborg Kommune og Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hvert år uddeles prisen Årets Landsby inden for et selvstændigt tema. Årets tema er: Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise? Kriterierne for at ansøge er, at den indstillede landsby har under 1.200 indbyggere.
Fakta Årets Landsby
Prisen til Årets Landsby uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit. I år uddeles prisen for 24. gang.
Sidste års tema var “Den bæredygtige landsby”, og vinderen var landsbyen Torup i Halsnæs Kommune. Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Vallekilde, Hvilsom, Skovlunde, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig, Trekroner og øen Fejø.
Bedømmelseskomitéen finder frem til vinderen af Årets Landsby og består af: Carsten Hansen, tidligere minister for by, bolig og landdistrikter, Michael Demsitz, næstformand i Forenet Kredit, Gunnar Landtved, medlem af Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse, Lone Kastberg, medlem af Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse, Steen Kjær Jensen, formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark samt Knud Erik Elmann Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.