Omkring 100 turismeaktører fra både Danmark og Tyskland var tirsdag samlet på Business College Syd Mommark i Mommark på Sydals. Anledningen var opstarten af det grænseoverskridende EU/Interreg 5A-støttede turismeprojekt ”Tourism Cross-Border”, der også bærer det mere mundrette navn TOUR-BO.
Med workshops under navne som; ”Folkehøjskoler: dannelse, sammentræf og fællesskaber på ferien”, ”Når maritim turisme fremmer international brobygning” og ”Regionale fødevareruter og netværk” var der både bæredygtighed, tværnationalt samarbejde og netværksskabelse på programmet.
Derudover tog flere af dagens oplæg livtag med udviklingen af en bæredygtig turisme i landdistrikterne. En af oplægsholderne var direktøren for Dansk Kyst- og Naturturisme, Jens Hausted.
Og han er overbevist om, at der er store perspektiver i at skabe bæredygtig vækst i turismen i fremtiden.
– Turismen har stor betydning for mange landdistriktskommuner, fordi turismen er med til at skabe jobs og levende lokalsamfund – og dermed bæredygtige lokalsamfund, hvor det er godt at leve og bo. Det kan vi styrke ved at arbejde endnu mere med at sprede turisterne over året og sprede dem geografisk. Samtidig skal vi koncentrere udviklingen i områder, så vi sikrer uberørt natur og frie kyststrækninger – som er det største trækplaster i kyst- og naturturismen, siger Jens Hausted.
Fra både danske og tyske eksperter blev det understreget, at værdien af en bæredygtig turisme rummer enorme potentialer for at udvikle ikke alene landdistrikternes turisme, men hele den dansk-tyske regions turisme.
En anden af dagens oplægsholdere, Dr. Carola Mey, leder af turisme-klyngen i Schleswig-Holstein, udtaler:
– Efterspørgslen efter autentiske ferietilbud med klart genkendelige lokale referencer stiger. Derfor er initiativer som TOUR-BO så vigtige for at reagere på denne udvikling.
Med kick-off eventet på Sydals blev det 3-årige projekt skudt i gang. TOUR-BO samler 9 projektpartnere og 26 netværkspartnere fra både Danmark og Tyskland om et fælles mål; nemlig at fremme bæredygtig turisme i Tyskland og Danmark.
Centralt i projektet er netværksdannelse mellem primært offentlige og private turismeaktører på tværs af grænsen. Derudover er det et erklæret mål i projektet at skabe nye grænseoverskridende turismeprodukter og regionale oplevelsesruter, ligesom udviklingen af nye uddannelsesområder og -muligheder inden for natur- og oplevelsesturisme er i fokus.
Dette projekt finansieres af midler fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling og ”Interreg Deutschland-Danmark”.