Landdistrikternes Fællesråd arbejder for udvikling i de danske landdistrikter og har siden stiftelsen for over 20 år siden vokset sig til en stærk og indflydelsesrig organisation, som politikerne på Christiansborg lytter til. Fremover skal idéer og tanker udtænkes fra hovedkontoret i Odder, hvor Landdistrikternes Fællesråds sekretariat får til huse i Kontorhuset Randers på Rådhusgade 100 i Odder.
– Vi glæder os til at kunne fortsætte vores virke fra det østjyske. Odder Kommune har en god geografisk placering midt i landet. Samtidig er den offentlige transport rigtig god med stoppested på letbanen til Århus og i forlængelse heraf nærhed til banenettet og anden kollektiv transport. Det er en stor fordel for vores medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere, fortæller formand Steffen Damsgaard.
Hovedkontoret vil huse sekretariatet på otte ansatte, heriblandt fagmedarbejdere, kommunikationsfolk og administration. Derudover vil hovedkontoret danne rammen for en række af Landdistrikternes Fællesråds mødeaktiviteter.
Åbner for nye muligheder
På borgmesterkontoret i Odder glæder man sig over at kunne byde velkommen til Landdistrikternes Fællesråd.
– Jeg er glad og stolt over, at Landdistrikternes Fællesråd har valgt at åbne kontor i Odder. Kommunen er selv et aktivt medlem af Fællesrådet, og jeg deltager altid i deres arrangementer, da jeg kan se, at det arbejde de laver, det flytter noget. Med kontoret i Odder kan vi få et endnu tættere samarbejde med dem om de meget vigtige dagsordener, som Fællesrådet arbejder med. Og så er vi selvfølgelig altid glade for at kunne tiltrække nye arbejdspladser til kommunen, siger Uffe Jensen, borgmester i Odder Kommune.
Kontorhuset Randers er et moderne kontordomicil tegnet af arkitekterne Friis og Moltke, og de mange muligheder i bygningen passer godt til Landdistrikternes Fællesråds behov.
– Udover at bygningen er utrolig flot og gennemtænkt i sin indretning, så får vi plads til at kunne afholde seminarer og møder i huset, hvilket er en kæmpe fordel, siger Noa Jankovic, kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd.
Medlemmerne hos Landdistrikternes Fællesråd tæller en række landsdækkende organisationer, 56 kommuner heriblandt Odder, de lokale aktionsgrupper (LAG/FLAG) samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd. Udover funktionen som interesseorganisation fungerer Landdistrikternes Fællesråd som national sparringspartner på landdistriktsområdet for Folketinget og centraladministrationen.
Landdistrikternes Fællesråd beholder en mindre afdeling i organisationens hidtidige lokaler i Roberthus i Egtved, i Vejle Kommune, hvor Videncenter for Landdistrikter og flere projektaktiviteter bl.a. vil have til huse, og hvor organisationen fortsat vil benytte faciliteterne til møder og konferencer.
Fakta om Landdistrikternes Fællesråd
Steffen Damsgaard er formand for Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er bindeled mellem beslutningstagere og borgere med interesse i stadig udvikling og forbedring af rammevilkår og lokal kultur
Landdistrikternes Fællesråds mission er at være praktisk ekspert i at samle, dele og kommunikere viden og erfaring til gavn for landdistrikter.