Småøer på charmeoffensiv: Kom og besøg os, kære turister

Nye reklamevideoer fra Mandø, Fejø, Aarø, Orø, Anholt og Fur skal få flere turister til at tage på ø-hop med Ø-PAS®.

Turisterne strømmer til de danske øer, men potentialet er endnu større, mener Landdistrikternes Fællesråd, som nu lancerer reklamevideoer fra de seks danske småøer Mandø, Fejø, Aarø, Orø, Anholt og Fur. Videorne er en del af et projekt, støttet af Nordea-fonden og Erhvervstyrelsen.

– De seks småøer, der alle er en del af Ø-PAS®, har hver sin charme, natur, befolkning og palette af attraktioner. Øerne har samtidig potentiale for mere turisme. Derfor håber jeg, at reklamevideoerne bidrager til øget synlighed, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Også hos Sammenslutningen af Danske Småøer, som er interesseorganisation for de 27 danske, beboede småøer, glæder formand Dorthe Winther sig over, at Ø-PAS® videreudvikles som markedsføringsplatform for ø-aktiviteter.

– De danske småøer har rigtig meget at byde på, hvad de seks små videoer også peger på. Småøerne er levende helårssamfund med et højt aktivitetsniveau, en skøn natur og venlige øboere, der gør et besøg på en småø til noget helt særligt, siger hun og fortsætter:

– Ø-PAS® gør opmærksom på – hvilket også understreges med de små videoer – at Danmark er et ø-rige, og at der altid er en ny ø at besøge!

Ø-sammenslutningen er en del af Partnerskab for Dansk Ø-turisme, som består af besår Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Erhverv, Færgeskretariatet, Danske Rederier, De Samvirkende Købmænd og Food Organisation of Denmark (FOOD). Partnerskabet arbejder for at styrke brandingen af øerne i Ø-PAS®.

Du kan se videoerne lige her

  • Mandø – se videoen her

Mandø ligger i Nationalpark Vadehavet, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Mandø består af lave marskenge med havdiger hele vejen rundt om øen. Besøg museet, møllen, kirken og redningsstationen, og tag på traktor- og hestevognsture til østers- og sælbanker.

Læs mere på www.visitribe.dk/mandø

  • Fejø – se videoen her

Fejø er æblets ø. Øen har 200 solskinstimer mere end landsgennemsnittet og optimale vækstbetingelser for frugttræer. Nyd flere hundredetusinde frugt-træer, når de blomstrer, og sæt tænderne i de saftige frugter ved høsttid. Besøg Fejø Kirke og den restaurerede Fejø Mølle med butik samt Fejø Museum.

Læs mere på www.visitlollandfalster.dk/fejø eller www.fejoe.dk

  • Aarø – se videoen her

Aarø er en flad ø, og det højeste punkt over havet er kun seks meter. Store dele af øen er beskyttet med diger. Øen rummer et værdifuldt plante- og dyreliv samt Aarø Kalv Vildtreservat. Besøg Aarø Kirke, Brummers Gård med bulladen, Årø Vingaard, naturlegepladsen og Parkgolf.

Læs mere på www.visithaderslev.dk/aarø eller www.aaro.dk

  • Orø – se videoen her

Orø har børnevenlig strand, gode fiskepladser og naturskov med shelters og motionsredskaber. Nyd udsigten fra Stensbjerg Banke – 28 meter over havet. Besøg Orø Kirke, Orø Museum, Hestebedegård, Dyreparken, Kulturbeholderen og gallerierne.

Læs mere på www.visitholbaek.dk/orø eller www.oroe.dk

  • Anholt – se videoen her

Anholt har Nordeuropas største ørken med store klitlandskaber. Det meste af Anholt er fredet, men bortset fra områderne Totten og Flakket er det tilladt at færdes til fods i den særprægede natur. Nyd Anholt Fyr udefra. Besøg Anholt Kirke og museets specialudstilling om „Ørkenen“.

Læs mere på www.visitanholt.dk

  • Fur – se videoen her

Fur har en fantastisk undergrund af moler og vulkanaske, hvor de forskellige lag vidner om vulkanudbrud for flere millioner år siden. Nyd klinterne, molergrave og de enestående naturoplevelser. Besøg Fur Kirke, Fur Bryghus og Fur Museum med den enestående samling af forsteninger.

Læs mere på www.visitfur.dk

Større udviklingsprojekt for ø-turisme 

Reklamevideoerne er en del af projektet “Ø-PAS® som platform for formidling af ø-aktiviteter”, som med 1,5 millioner kroner i ryggen fra Nordea-fondens kystpulje og Erhvervsministeriets landdistriktspulje skal styrke brandingen af de 38 danske øer, der er en del af Ø-PAS®.

Midlerne bliver bl.a. brugt til at understøtte “infrastrukturen på øerne” med et digitalt Ø-PAS® om natur- og kulturfortællinger og et fællesskab af gæster og lokale værter, så flere får kendskab til øernes seværdigheder og muligheder. Videoerne vil fremadrettet være en del af øernes præsentationsside på oepas.dk, som er en samlet turistguide til de danske øer.

Hos Dansk Kyst- og Naturturisme, der arbejder for at udvikle og skabe vækst i kyst- og naturturismen i Danmark, glæder man sig over Ø-PAS®-videreudviklingen.

– Vi kan se, at øernes popularitet er steget de senere år. Flere har genopdaget de værdier, der følger med at tage på ø-ferie. Her har Ø-PAS® været en fin guide til det danske ørige fyldt med inspiration og fakta om de danske øer, og en videreudvikling af Ø-PAS® vil med fordel kunne motivere til udvikling af flere unikke kvalitetsoplevelser på de danske øer, siger Sisse Wildt, kommunikationschef hos Dansk Kyst og Naturturisme.

Med projektet håber Landdistrikternes Fællesråd på at styrke Ø-PAS® og den digitale formidlingsplatform og fællesskabet mellem Ø-PAS®, brugere og lokale entreprenører for dermed at understøtte virksomhedernes arbejde med at udvikle og levere turismeaktiviteter på øerne.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail nja@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail