Presseinvitation: Teleminister og landdistriktsformand besøger Nordfyns Kommune

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard sætter fokus på bredbåndsdækning i landdistrikterne, når de mandag den 8. april 2019 besøger to landsbyer i Nordfyns Kommune.

Adgang til tidssvarende og hurtig bredbåndsdækning har stor betydning for bosætning og erhvervsmuligheder. Hovedparten af de ca. 200.000 husstande, der fortsat ikke har tidssvarende bredbånd, ligger i landdistrikterne. Derfor er gode rammebetingelser for udrulning af digital infrastruktur et væsentligt element i forhold til at sikre vækst og udvikling i hele Danmark. 

Pressen inviteres til at dække, når energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard mandag den 8. april 2019 besøger Nordfyns Kommune: 

Kl. 13.45 – 14.15: Besøg til landsbyen Ejlby, som bl.a. på baggrund af den statslige bredbåndspuljes mobilisering af de lokale borgere fik en holdbar businesscase til udrulning af digital infrastruktur på markedsvilkår. I dag har hele landsbyen adgang til fibernet med hastigheder på op til 1000 Mbit/s – 10 gange hurtigere end den landspolitiske målsætning for 2020.

Kl. 14.30 – 15.00: Besøg til landsbyen Ørbæk, der er et af de få områder i Nordfyns Kommune, hvor ikke alle borgere har god og stabil bredsbåndsdækning. 

Der vil være mulighed for kommentarer fra både energi-, forsynings- og klimaministeren, Landdistrikternes Fællesråds formand og Nordfyn Kommunes borgmester i forbindelse med besøgene. 

Med den politiske aftale ”Bredbånd og mobil i digital topklasse – Fremtidens telepolitik for hele Danmark” besluttede alle Folketingets partier den 17. maj 2018 – i tråd med Landdistrikternes Fællesråds anbefaling – at afsætte 100 mio. kr. til bredbåndspuljen i 2018 samt at puljen skulle målrettes mere mod tyndt befolkede dele af landet. Byzoneadresser i de såkaldte bykommuner kan f.eks. ikke længere søge om tilskud fra bredbåndspuljen, ligesom der er indføjet et nyt kriterie i pointmodellen, hvor andelen af landzone-adresser i land- og yderkommuner i et projekt giver point. 

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail nja@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail