Folketinget besøger Sønderborg Kommune

Seks folketingsmedlemmer og Landdistrikternes Fællesråd besøger torsdag Sønderborg Kommune for at høre mere om landsbyudvikling og besøge NaturErhvervsstyrelsen i Augustenborg, Danfoss i Nordborg og Nordals Ferieresort.

Folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten, der sidder i Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer, lægger torsdag og fredag vejen forbi Sønderborg Kommune.

Landdistrikternes Fællesråd deltager i studieturen som national sparringspartner. Foruden rådets formand Steffen Damsgaard deltager også næstformand Karsten Gram, som også bor i Sønderborg Kommune.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, glæder sig til at besøge Sønderborg Kommune; en af de 44 kommuner, der er medlem af rådet.

– Jeg glæder mig til at besøge Sønderborg Kommune for at høre mere om det bemærkelsesværdige arbejde, kommunen gør for at skabe liv og udvikling i alle lokalområder i tæt samarbejde med engagerede borgere. Det være sig både i forhold til landsbyudvikling, bæredygtighed og borgerindragelse, siger han.

Damsgaard tilføjer, at han ligeledes ser frem til at besøge NaturErhvervsstyrelsen, der blev udflyttet til Augustenborg som led i regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser, ligesom han glæder sig til at høre mere om Nordals Ferieresort, der er udpeget som ét af ti forsøgsområder ved de danske kyster.

Borgmester glæder sig til besøg

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, ser frem til at modtage folketingsudvalget.

– Vi er glade for besøget fra Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer, hvor vi får lov at vise vores kommune og initiativer frem. I Sønderborg-området har vi både land og by samlet i én kommune, og på mange måder er vi et Danmark i miniformat med de samme udfordringer som resten af landet. Men vi er drevet af handlekraft og idérigdom og får i samarbejde og fællesskab tingene til at ske. Det er en del af vores DNA, siger han og fortsætter:

– Vi er trukket i arbejdstøjet for at gøre Sønderborg til et CO2-neutralt område. Det næste bliver måske en bro mellem Als og Fyn eller et ferieresort på Nordals. Vi venter ikke – vi handler. Og så er vi porten til Europa, det giver os et globalt udsyn samtidig med, vi har fokus på det lokale. Det kalder vi at være ”glokale” – en lille storby med universitet og forskning og samtidig små landsbyer.

Udvalget skal blandt andet besøge Syddansk Universitet og Erhvervsakademi Sydvest for at høre mere om, hvordan man kan skabe flere uddannelsesmuligheder i alle dele af Danmark.

Torsdag aften afholdes et åbent borgermøde med adgang for alle om udviklingen i landdistrikterne og landdistriktspolitik. Det vil være en fri og åben debat, og formanden for Udvalget for Landdistrikter og Øer, Peter Juel Jensen (V), vil lede mødet. Pressen er også velkommen. Borgermødet er kl. 18.30-19.45 og finder sted på Hotel Benniksgaard, Sejrsvej 101, 6300 Gråsten.

Fokus på landsbyudvikling

Under udvalgets besøg vil formand for kommunens landdistriktsudvalg, Anders Brandt, fortælle om den såkaldte “Sønderborgmodel” der organiserer samarbejdet mellem landsbylaug, landdistriktsudvalg og forvaltning.

– Der er masser af vitalitet og kraft i landdistrikterne i Sønderborg-området. Det er vi stolte af, og vi deler gerne vores viden – også hen over grænserne – når vi har noget at vise frem. På mange måder er Sønderborg nemlig et foregangsområde, fx med hensyn til organiseringen i landdistrikterne. Vi nyder også godt af, at vi i Sønderborg Kommune har en forvaltning, der spiller sammen med landsbylaugene, udtaler Anders Brandt, der er formand for Landdistriktsudvalget i Sønderborg Kommune.

Sidste besøg er i det Sønderjyske Hus, hvor den lokale udviklingsgruppe, LAG, vil fortælle udvalget om LAG-projekter i Sønderborg Kommune med fokus på muligheder og udfordringer.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, pressechef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail