Realkredittens udlån til private boligejere steg fra 2015 til 2016. Det stigende udlån var bredere funderet over hele landet end i 2015, hvilket blandt andet betyder at der ydes lidt flere lån i landdistrikterne. Det viser den netop offentliggjorte Udlånsredegørelse fra Erhvervsministeriet.
Det er i særdeleshed i Sønderjylland, Vest- og Sydsjælland samt på Bornholm, at udviklingen har været til at tage og føle på.
Hos Landdistrikternes Fællesråd er formand Steffen Damsgaard glad for, at flere får ja til lån på landet.
– Det er meget positivt, at det går fremad med låneudviklingen i nogle af de dele af landet, hvor det tidligere har været svært at låne til en bolig, siger han.
For hele landet er det samlede udlån fra penge- og realkreditinstitutter steget med 1,2 pct. igennem det seneste år, hvoraf realkreditinstitutterne står for en stigning på 1,7 pct. Samtidig viser en opgørelse fra Nationalbanken, at realkreditsektorens udlånsaktivitet er øget fra 2015 til 2016, hvor især landdistrikterne oplever en fremgang.
– Man kan selvfølgelig stadig få nej til et huslån, men det er mit indtryk, at klart flere får ja, og at vi derfor ser flere handler i landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard, der understreger, at en tidligere opgørelse viser, at 85 kommuner har oplevet befolkningsfremgang, hvilket påvirker antallet af bolighandler positivt.
Han understreger imidlertid, at nogle landområder, der ligger længst væk fra hovedbyerne, stadig oplever, at finansiering af boliger går trægt eller er stort set umuligt.
Daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) nedsatte i marts 2015 et udvalg om finansiering af boliger og erhvervsejendomme i landdistrikterne. Det skete blandt andet på baggrund af en række høringer arrangeret af Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer og Landdistrikternes Fællesråd.
Efterfølgende besluttede Folketinget, at kravet til rådighedsbeløbet for huskøbere skulle være mere fleksibelt. Desuden blev den såkaldte seksmåneders-regel sløjfet per 1. juli 2016. Den betød, at det i praksis var meget svært at få et lån til en bolig, hvis man vurderede, at den ikke kunne sælges igen indenfor seks måneder.
Steffen Damsgaard mener, at de nye regler har haft en positiv effekt på låneudviklingen.
– Jeg er overbevist om, at de nye regler har bidraget til at gøre det nemmere at låne penge til bolig i landdistrikterne, hvilket understreges af at hussalget er på vej op, siger han.
Udlånsredegørelsen fra Erhvervsministeriet viser også, at det er fastforrentede lån med afdrag, der vinder frem, mens de lidt mere risikable låneformer med variabel rente uden afdrag, er i tilbagegang.