Landdistrikter mener ikke, at københavnere forstår dem

En dugfrisk meningsmåling, som Megafon har foretaget for TV 2 viser, at en stor del af jyderne og fynboerne ikke mener, at dem der bor i København forstår deres hverdag. Landdistrikternes Fællesråd mener, at sammenhængskraften er under pres.

Mentalitetskløft og mangel på forståelse præger forholdet mellem land og by. Det fremgår af en netop offentliggjort meningsmåling, som analyseinstituttet Megafon har foretaget for TV 2.

Målingen viser, at 29 pct. af borgerne i Region Syddanmark ikke mener, at dem på den anden side af Storebælt forstår deres hverdag. I Midtjylland er tallet 31 pct., mens det er helt oppe på 48 pct. i Region Nordjylland.

– Det kommer egentlig ikke bag på mig, at borgerne uden for hovedstaden oplever, at politikere og statsinstitutioner i København har manglende forståelse for landdistrikternes udfordringer. Det er ligesom, at forståelsen føles mindre jo længere man er fra København, hvilket også bliver bekræftet i målingen fra Megafon, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Det hænger sammen med den centralisering, vi har været vidner til. Efter at have oplevet skolelukninger, sygehusnedlæggelser og landsbydød føler flere og flere borgere, at landdistrikterne bliver overset.

Han er bekymret for, at Danmark bliver delt i to.

– Målingen viser, at sammenhængskraften er under voldsomt pres. Folk i hovedstadsområdet tegner et billede af, at alt sker der, og at man sagtens kan klare sig uden resten af landet, men sådan er virkeligheden jo ikke. Land og by er hinandens forudsætninger, siger Steffen Damsgaard.

Formanden understreger, at hovedstaden er dybt afhængig af værdiskabelsen i resten af Danmark, da hovedparten af produktionserhvervene, som bidrager markant til den samlede danske vareeksport, ligger uden for de største byer. 

Mediebillede i ubalance

Medierne er med til at forstærke afstandene mellem land og by, mener Landdistrikternes Fællesråd.

– Landdistrikterne omtales alt for ofte negativt eller ligefrem som “Udkantsdanmark” i medierne. Det er kun med til at forstærke det indtryk mange borgere har, nemlig at medierne, der er koncentreret omkring hovedstadsområdet, ikke forholder sig nuanceret til hele landet, siger han og fortsætter:

. Derfor bør vores fælles landsdækkende nyhedsdækning ikke ensidigt blive produceret fra København og Aarhus. Konsekvenserne af den nuværende medietilstand er nemlig alvorlige.

Forskelsbehandling

Landdistrkterne mener, at en af grundende til at borgerne uden for hovedstanden støder på en manglende forståelse handler om den forskelsbehandling, mange har oplevet. Det har eksempelvis igennem en længere årrække været forbudt at lave terrasser, højbede og drivhuse, hvis en ejendom lå indenfor 300 meter fra kysten i landdistrikterne, mens man sagtens kunne bygge helt ud i vandkanten, når det handlede om hovedstadsområdet. 

– Alt imens byggeri tæt ved kysten er umuligt mange steder i landdistrikterne, så ser vi at der i hovedstadsområdet bygges helt ud til vandkanten og laves store omdannelser som f.eks. Amager Strandpark, siger formanden for Landdistrikterens Fællesråd, der mener, at forskelsbehandlingen bidrager til skabe manglende forståelse på tværs af landsdelene.

Steffen Damsgaard blev søndag interviewet til TV 2 Nyhederne og TV 2 News om sagen.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, pressechef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail