I februar var kassen tømt for hele 2017 i den nyetablerede Landdistriktsvækstpilot-ordning. De afsatte 10 millioner var revet væk af små- og mellemstore virksomheder i landdistrikterne, der via Innovationsfonden havde søgt om støtte til at ansætte en akademiker på gunstige vilkår.
Den situation mener Landdistrikternes Fællesråd, Håndværksrådet og Djøf er uholdbar. For ordningen skubber på en udvikling i de små- og mellemstore virksomheder, som der er hårdt brug for. De tre organisationer har derfor sendt et brev til erhvervsminister Brian Mikkelsen, og bedt ham overveje, hvordan ordningen kan få tilført nye penge.
– Det er afgørende i forhold til at skabe vækst og udvikling i hele landet, at landdistriktsvækstpilotordningen tilføres flere midler. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det eneste negative ved ordningen er, at den er løbet tør for penge. Det håber jeg, at regeringen vil gøre noget ved, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Det samme mener man i Håndværksrådet, som er hovedorganisationen for SMV’erne.
– Her har vi en ordning, som rammer plet for både de mange små og mellemstore virksomheder, der ønsker at udvikle sig ved at få tilført nye kompetencer, og for de mange højtuddannede, der ønsker en karriere i det private erhvervsliv. Når nu vi ved, hvor svært det ofte er at få lavet det rigtige match mellem virksomhed og højtuddannet, bør vi selvfølgelig prioritere en ordning, der virker, siger Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet.
De tre organisationer har samtidig gjort ministeren opmærksom på en frisk undersøgelse fra Epinion, som Djøf og Akademikernes A-kasse står bag. I den påvises det, at den første akademiker som ansættes i gennemsnit giver en virksomhed en værditilvækst på 38 procent, og fører til 4,5 flere job i virksomheden – fortrinsvis jobs til faglærte og ufaglærte. På blot tre år og sammenlignet med virksomheder, som ikke har ansat en.
Hos Djøf Privat mener formand Henrik Funder, at det er problematisk, hvis ordningen ikke får lov at fortsætte.
– Regeringen og Folketinget bliver nødt til at finde nogle ekstra midler, så landdistriktsvækstpilotordningen ikke skal ligge død resten af 2017. Det duer ikke at køre stop and go hele tiden, hvis virksomhederne skal tage den slags ordninger til sig. Det gælder væksten i de små og mellemstore virksomheder. Et løft i virksomhedernes vidensniveau kan være afgørende for, at de vokser og erobrer nye markeder, siger han.
De tre organisationer peger også på, at erhvervsfremmeordningerne samlet rummer over 4 milliarder, og at det derfor bør være muligt at prioritere en ordning, der både har succes og effekt.