Landdistrikternes Fællesråd udnævner direktør og politisk chef

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse har onsdag udnævnt Allan Andersen til administrerende direktør og Noa Jankovic til politisk chef.

Den 52-årige Allan Andersen, der siden januar 2016 har været sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd, er blevet udnævnt til administrerende direktør. Dermed skal han fortsat stå i spidsen for den daglige ledelse af Landdistrikternes Fællesråds sekretariat i Egtved, som i øjeblikket består af seks ansatte.

Som administrerende direktør for landdistrikternes interesseorganisation, der blandt andet repræsenterer en række landsdækkende organisationer, 47 kommuner samt flere landdistriktsråd og landsbyer rundt i landet, vil Allan Andersen også stå i spidsen for strategiudviklingen – fortrinsvis inden for sekretariatets område, men også i forhold til organisationen som helhed.

Landdistrikternes Fællesråd har oplevet en markant udvikling i løbet af det seneste års tid og er blevet et tydeligere talerør for borgere, kommuner og organisationer, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår uden for de største byer. Organisationen har fået et øget aktivitetsniveau, en markant medlemsfremgang og sekretariatsbemandingen er mere end fordoblet.

Bestyrelsen har samtidig udnævnt Noa Jankovic til politisk chef, blandt andet med dagligt ansvar for at koordinere politisk interessevaretagelse, myndighedsbetjening og national sparring til ministerier, styrelser og andre relevante offentlige institutioner. Derudover kommer Noa Jankovic til at fortsætte med ansvaret for organisationens pressearbejde; en opgave han har varetaget siden 2015, hvor han blev ansat som pressechef i Landdistrikternes Fællesråd.

Som politisk chef i Landdistrikternes Fællesråd bliver Noa Jankovic samtidig funktionsleder for presse- og politisk afdeling.

Baggrunden for organisationsændringerne er et ønske om at konsolidere organisationen og sikre en fortsat udvikling af kerneaktiviteterne, som omfatter udvikling af landdistrikterne, information om udviklingsvilkår og udviklingsmuligheder samt national sparring.

Organisationsændringerne i Landdistrikternes Fællesråds sekretariat er trådt i kraft.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, funktionsleder, presse- og politisk afdeling, Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail