Landdistrikter: Første flytterunde ligner en succes

Status for regeringens første flytterunde ’Bedre Balance I’ er kommet. Resultaterne viser, at flytningen af statslige arbejdspladser er en succes, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

I 2015 lancerede regeringen første flytterunde af statslige arbejdspladser med ’Bedre Balance I’, hvori planen for at flytte 3.900 arbejdspladser fra hovedstaden til resten af landet blev lagt frem.

Pr. april 2018 har 32 ud af 44 arbejdspladser afsluttet den planlagte flytning, og 2.738 arbejdspladser er flyttet fra hovedstaden ud i landet. Desuden er lidt mere end 26 pct., 721 arbejdspladser, besat af medarbejdere, som enten pendler eller er rykket med arbejdspladsen. Det viser ny status fra Finansministeriet.

Resultaterne er en succes for hele landet, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

– De nyeste resultater af ’Bedre Balance I’ gør alle bekymringer omkring flytterunder til skamme. Det kan faktisk godt lade sig gøre at fordele de statslige arbejdspladser mere ligeligt over landet uden et kæmpe tab af viden eller en enorm ekstra regning. Finansministeriets status viser med al tydelighed, at flytning af statslige arbejdspladser er et fornuftigt redskab i arbejdet med at skabe et Danmark i bedre balance, siger Steffen Damsgaard.

Af ministeriets status fremgår det, at den økonomiske ramme for flytningen forventer at holde. Forventningen er, at de midlertidige udgifter til flytningerne lander på 808 mio. kr., hvilket er knap 100 mio. kr. mindre end ministeriets skøn fra 2016, der lå på 910 mio. kr.

Samtidig vælger et stigende antal medarbejder enten at pendle eller flytte med deres arbejdsplads. Tilbage i september gjaldt det 23 pct. af arbejdspladserne, mens det i august 2016 kun var 14 pct.

At 26 pct. pr. april 2018 har valgt at pendle eller flytte med arbejdspladsen, er meget glædeligt, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– Når over hver fjerde medarbejder holder fast i jobbet enten som pendler eller medflytter, må det være et udtryk for, at frygten for flytterunderne har været en smule overdrevet. Tilsyneladende kan mange se meningen i at bevare deres arbejdsplads, selvom den flytter fra hovedstaden. Det er glædeligt, at man formår både at fastholde mangeårig ekspertise og tilføre ny energi, udtaler Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd arbejder for at gøre flytning af statslige arbejdspladser til en vedvarende proces og er i løbende dialog med regeringen om emnet.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, pressemedarbejder i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 27, mail eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail