Den nordjyske kommune Mariagerfjord er en langstrakt kommune på 65 km. Derfor kæmper kommunens 35 landsbyer med vidt forskellige udfordringer: Nogle skal køre langt efter tingene, andre skal have hjælp til at sætte initiativer i gang. Med en bred palet af problematikker er nøgleordet at omfavne forskelligheden og sikre en ordentlig videndeling landsbyerne imellem, fortæller borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen (V), som får ordet i dette afsnit.
Hvordan arbejder I med landdistriktsudvikling?
– Det gør vi på flere fronter, for det halve af vores kommune er landdistrikter, så hos os er landdistriktsudvikling mange ting. Vores landdistriktspolitik er tilrettelagt ud fra de ildsjæle, der er i de forskellige landsbyer. Grundlæggende handler det om at finde frem til, hvad problemet er hos netop dem, og hvordan vi kan hjælpe og understøtte udviklingen.
Hvordan kommer forskelligheden til udtryk?
– Næsten alle har problemer med for dårlig bredbåndsdækning. Derudover kan der være et område, som har problemer med at få borgerne kørt rundt omkring, fordi busserne ikke går. Et andet sted kan det være den almindelige infrastruktur, der er problemet. Pointen er, at landdistriktsarbejdet er meget forskelligt, fordi udfordringerne er forskellige. Hvis du laver én fælles landdistriktspolitik, falder det forbi hos langt hovedparten af dem.
Har I skabt en struktur omkring det at omfavne forskelligheden?
– Vi har folk i vores kulturafdeling, som har lagt et stort arbejde i at komme ud og tale med de forskellige områder. Desuden er landdistrikterne også selv meget aktive. Vi forsøger at målrette hjælpen og komme med forslag til, hvordan de kommer videre. Nogle steder kan de lave det hele selv, men har brug økonomisk hjælp, mens andre steder skal have hjælp fra en konsulent eller en af vores ansatte, som kan sætte dem i gang og få sat struktur på arbejdet. Så også her er områderne meget forskellige. Vi har 35 landsbyer i kommunen, og det er et stort arbejde at favne dem alle, men meget bliver overført fra den ene landsby til den anden. For de kan jo lære af hinanden. Derfor arbejder vi også meget med videndeling mellem landsbyerne.
Hvordan arbejder I med videndeling helt konkret?
– I samarbejde med kommunens landdistriktsråd samler vi landsbyernes ildsjæle til fællesmøder ca. en gang i kvartalet, hvor ildsjælene bag nogle af de gode projekter får mulighed for at fortælle, hvordan de er lykkedes med fx at få bredbånd til deres landsby. De kan både fortælle, hvad man skal gøre, men endnu vigtigere; hvad man ikke skal gøre. Derfor er videndeling virkelig vigtigt, for det betyder, at landsbyerne ikke starter fra nul hver gang. Til vores fællesmøder oplever vi ofte, at guldkornene fra en landsby kan bruges i en anden.
Hvem er landsbyernes repræsentanter til møderne?
– Jamen det er Tordenskjolds soldater, altså de der kommer hver gang. Gør det noget? Nej, for uden dem fungerer det hele ikke. Der skal være de her ildsjæle i landsbyerne, som får tingene til at ske. Mange vil gerne hjælpe til, men sofaen trækker, hvis ikke der er nogen, som sørger for at ringe og få dem til at komme af sted. Er ildsjælene til stede, bakker resten af lokalsamfundet op om deres arbejde.
Gør I andre konkrete ting i arbejdet med forskelligheden?
– Vi har nogle punkter, der er faste for alle. Forsamlingshuset vil vi gerne fastholde, for der skal være et samlingssted, hvis landsbyen skal sætte gang i noget sammen. Desuden har vi revet mange gamle huse ned. Det har stået på i nogle år, og i dag har vi væltet over hundrede huse. Når vi har væltet husene, gør vi grunden pæn og slår græsset. Derefter kan den købes eller overtages.
Hvad er der kommet ud af det?
– En by lavede et stort arrangement sammen med en bank og et byggefirma på en grund, som en beboer havde købt for 10 kroner. Blev grunden solgt til arrangementet lovede han at hjælpe med at rydde træerne på den. Det endte med, at en ung mand overtog grunden og byggede et nyt hus på den. Igen handler det om, at ildsjæle sætter nogle ting i gang. Og så sker der noget.
Hvad har udfordringen i et landdistriktsperspektiv været for jer?
– De faldefærdige huse har været en kæmpe udfordring for os. Hvis der er to hundrede huse og 10 af dem er faldefærdige, ligner det forfald, når man kører igennem. Derfor har vi hjulpet landsbyerne med at få det hele til at se ordentligt ud, og det har vi i den grad fået vendt. Derudover har vi skullet sørge for, at folk kan få deres børn i skole. Der skal være en god cykelsti, og i mange områder har vi lavet den med lys på, så de kan køre hele året. Sådan nogle ting skal vi som kommune sørge for fungerer.
Halvdelen af jeres kommune er landdistrikter. Hvad betyder det for jer som kommune at have så relativt stor en andel landdistrikter?
– Det giver en række udfordringer. Store landdistrikter betyder også store arealer, og hvis kommunen var centreret omkring én stor by, ville det hele være lidt nemmere. Vi er en meget langstrakt kommune på 65 km., og det betyder, at nogle får rigtig langt til tingene. Derfor er vi nødt til at sørge for, at folk kan komme frem og tilbage. Infrastrukturen skal være i orden, uagtet om man er skoleelev, går i gymnasiet eller er ældre og skal til sangaften. Man skal have mulighed for at komme frem og tilbage.
Hvad gør I for at løse det?
– Hvis ikke der kører en rutebus, har vi gjort meget ud af Flextaxa, hvor vi betaler tre fjerdedele af prisen. Det er noget, vi er ved at få indført. Derfor er folk ved at lære, at de godt kan ringe efter en taxa. Sådan noget er vi nødt til at gøre, for vi har ikke penge til at køre rundt med tomme busser.
Hvordan forsøger I ellers at løse udfordringerne?
– Penge er ikke alt, men for at sætte ting i gang er man nødt til at have økonomien i orden. Derfor sørger vi for at sætte penge af, som borgerne kan søge til forskellige tiltag, de ønsker at lave. Og det er ikke sådan, at puljen er tom den 10. januar, selvom man selvfølgelig altid kunne bruge flere penge. Derudover har vi gode erfaringer med at lade landsbyerne selv administrere en pose penge til udviklingsprojekter i deres område. De får ofte meget mere ud af pengene, end vi som kommune gør. Har du selv fingeren på kogepladen, er du mere interesseret i, at tingene fungerer. Og en krone ude i landsbyerne er mere værd, end den er hos os.
Hvad er den vigtigste erkendelse i arbejdet med landdistriktsudvikling?
– Det er vigtigt at huske på, at der også er liv udenfor byerne. Selvom det kan være lidt svært, når trenden går på indflytning til de større byer. Men vi bliver nødt til at kigge den anden vej også, når halvdelen af vores borgere bor udenfor hovedbyerne.
Hvad mener du, I har gjort rigtigt som kommune?
– Jeg synes, vi er gode til at bakke landsbyerne op. Som kommune kan vi levere opbakning og økonomi. Vi kan ikke få det til at fungere, hvis ikke de selv vil. Vores rolle er at være facilitator og lade dem selv komme med tingene. Det er den understøttende rolle, jeg mener, vi er gode til.
Hvordan kan andre kommuner lade sig inspirere af jer?
– Der er mange andre nordjyske kommuner, som har stået med de samme problemer, og gør det fantastisk. Så jeg ved ikke, om de kan bruge noget konkret fra os. For vi finder jo selv inspiration til arbejdet andre steder.
Hvad får I ud af være medlem af et fællesskab som Landdistrikternes Fællesråd, hvor andre kommuner står med nogle af de samme udfordringer som jer?
– Ligesom det er vigtigt for landsbyernes ildsjæle at deltage i fælles møder og få inspiration og hjælp, er det også vigtigt for vores folk at komme til møderne i Landdistrikternes Fællesråd for at få inspiration og hjælp til at løse kommunens udfordringer.