Et mere end 100 år gammelt fællesskab er under forandring: Det danske foreningsliv – og dermed også vores demokrati. De lokale foreninger var traditionelt forbundet i en praktisk struktur med vedtægter, generalforsamlinger og bestyrelser, der sikrede, at fællesskabet hang sammen, og at man kunne mødes omkring en fælles aktivitet og sag. Denne praksis har gennemsyret det samfund, vi kender i dag.
”ForeningsDanmark” er det blevet kaldt. Forening betyder ”før enighed”, og foreningerne har på en genial måde skabt en ideel træningsarena for den form for enighedsskabende demokrati, vi har vænnet os til.
Men noget nyt er på vej.
Det er dette nye, som vi med denne debat ønsker at synliggøre og, som små mosaikker, samle til et nyt billede. Vi har kaldt vore aktører i denne debat for ’fremtidens fællesskabere’. Måske kan man også kalde dem for fremtidens demokratiske pionerer.
Hvad har Venligboerne, Vallekilde, Grobund, SagerDerSamler, LollandFalsterLoveStorms, Folkevandringen, m.fl. til fælles? Måske at kimen til det ’NYE FÆLLES’ findes her.
Den gammelkendte foreningsstruktur ser vi sjældent i de nye fællesskaber. Hvad den fælles kerne er i de nye fællesskaber, vil det være op til debatten at afsløre.
Journalist og debattør Karen Lumholt er moderator omkring et bredt panel af nye fællesskabere. Selskabet for Fremtidsforskning står bag denne debat, som samler flere af forfatterne i Selskabets nye antologi ”Futuriblerne – Fremtidens Fællesskaber” med Karen Lumholt som redaktør og generalsekretær Tyge Mortensen som udgiver.
Kom og bliv klogere på fremtidens fællesskaber i Landdistrikternes Telt lørdag kl 16.30 i Landdistrikternes Telt (A8) på Folkemødet.
Fakta: Landdistrikternes Telt
Landdistrikternes Telt på Folkemødet 2018 ligger i Danchells Anlæg (A8) og består af: Guldborgsund Kommune, Nordfyns Kommune, Sønderborg Kommune, Varde Kommune, Tønder Kommune, Skive Kommune, Vordingborg Kommune, Haderslev Kommune, Lolland Kommune, Odsherred Kommune, LAG, Benefit4Regions (B4R), Folketingets Udvalget for Landdistrikter og Øer samt Landdistrikternes Fællesråd.