Det er ikke rimeligt, at provinskommuner, der har fået millioner af kroner for lidt i støtte fra staten på grund af manglende oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau i en statistik, ikke er blevet kompenseret. Sådan lyder det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen til avisen Danmark.
Socialdemokratiet vil rette op på fejl i udligningen med et nyt forslag, der skal kompensere de berørte provinskommuner, der i en årrække har fået lige under halvanden milliard kroner for lidt i støtte.
Hos Landdistrikternes Fællesråd, der bl.a. repræsenterer 55 kommuner i hele landet, ser man positivt på forslaget fra Socialdemokratiet.
– Man må erkende, at provinskommunerne siden 2006 ikke har fået de ressourcer, som de retmæssig har været berettiget til. Det er derfor positivt, at Socialdemokratiet lægger op til at kompensere provinskommunerne, omend det kun er en delvis kompensation, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og fortsætter:
– Forslaget kan forhåbentlig få den effekt, at den decentrale borgernære kernevelfærd kan fastholdes i nogle af de mest økonomisk pressede kommuner, men det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at der fortsat er brug for en gennemgribende reform af udligningsordningen. Hvis regeringen efter et kommende valg ikke vil se på en ændring af udligningsordningen, vil de svigte borgerne uden for hovedstadsområdet, især i land- og yderkommunerne, der i forvejen har et lavt udgiftsniveau, og som har skåret meget hårdt på serviceniveauet for at få økonomien til at hænge sammen.
En skæv landsudligning
Socialdemokratiet vil kompensere provinskommunerne for de beløb, de over de seneste to år har tabt på, at udlændinges uddannelsesniveau, stik imod reglerne, ikke har indgået i beregningen af udligningsordningen. Fra 2019 er uddannelsesniveauet igen en del af beregningerne, og derfor får en række kommuner, primært i hovedstaden, nu mindre tilskud. Herudover vil Socialdemokratiet kæmpe for en reform af udligningsordningen.
Her er det ifølge Steffen Damsgaard vigtigt, at en reform af udligningssystemet sikrer et Danmark i balance og gavner land- og yderkommunerne.
– Udgangspunktet er, at udligningssystemet bør sikre et Danmark, der hænger sammen, og hvor adgang til velfærd ikke er betinget af et postnummer. Det kræver en fair og ligelig bund i den kommunale økonomi, siger Steffen Damsgaard