Landdistrikterne: Et vigtigt løft af økonomiaftalen og særtilskudspuljen til økonomisk pressede kommuner

Landdistrikternes Fællesråd roser ny økonomiaftale mellem KL og regeringen, hvor både økonomiaftalen og puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner har fået et tiltrængt løft. Det fjerner dog ikke behovet for en mere langsigtet løsning, hvis skævvridningen mellem land og by ikke skal blive større i de kommende år, mener organisationen.

Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har denne formiddag præsenteret en aftale om rammerne for kommunernes økonomi for 2025 med et løft af servicerammen på i alt 3,4 mia. kr. Som en del af aftalen blev særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjet til 800 mio. kr. Det er 66 mio. kr. mere i forhold til niveauet sidste år, hvor der også var et klart ekstraordinært løft af puljen.

Aftalen indeholder desuden en såkaldt lånepulje på 200 mio. kr. til de særligt vanskeligt stillede kommuner, der har behov for ekstra finansiering. Gennem denne pulje kan kommunerne søge om hjælp til at foretage nødvendige anlægsinvesteringer, fx til skoler, plejehjem og daginstitutioner.

Trods en god aftale, er det også tvingende nødvendigt, at særtilskudspuljen blev forhøjet, lyder det fra formand i Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard:

– Det er på flere måder en historisk god aftale, som dog ikke fjerner alle store udfordringer. Men aftalen giver et absolut nødvendigt løft af kommunernes økonomi, som vil gavne i alle landsdele – også i land-, ø- og yderkommuner, hvor økonomien mange steder er så presset, at man har svært ved at levere en rimelig service og opretholde borgernære servicefunktioner, såsom skoler, daginstitutioner og plejecentre, siger Steffen Damsgaard.

Inden økonomiaftalen landede, havde Landdistrikternes Fællesråd opfordret til, at særtilskudspuljen blev hævet til 1 mia. kr., indtil der kommer en ny tilskuds- og udligningsreform.

– Behovet for at hæve særtilskudspuljen viser, at der er store mangler i tilskuds- og udligningssystemet, der netop skal afhjælpe de sociale skævheder mellem land- og bykommuner. Derfor er det fortsat nødvendigt, at regeringen og Folketingets partier påbegynder arbejdet med en ny tilskuds- og udligningsreform, siger han og fortsætter:

– For trods en rigtig god aftale, der giver kommunerne et bedre økonomisk fundament, så gælder den kun i 2025. Jeg tror, at mange kommuner gerne vil bytte den ud med en gennemtænkt reform, der gælder i flere år frem, og som kan sikre, at skævvridningen mellem land og by ikke bliver større i de kommende år. Som regeringen selv udtaler det, så skal vi have et Danmark i bedre geografisk balance, afslutter Steffen Damsgaard.

Kontaktpersoner

Helle Vendelbo 31718938 hve@landdistrikterne.dk Pressechef

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail