En række landsbyer står klar til at trække i trøjen som Sundhedslandsby, hvor de gennem et nyt projekt vil øge trivslen og sundheden med udgangspunkt i fællesskaber for alle. Sideløbende skal der bygges bro til fx den lokale lægepraksis, apotek eller hjemmepleje, som kan vise borgere vej til foreningslivet. Det kan også være til kultur- og fritidsområderne, som kan danne ramme om fællesskabet.
Landsbyerne er valgt med udgangspunkt i deres sammenhold og handlekraft, og det bliver deres vigtigste styrke, når de i den kommende tid skal gøre deres fællesskaber bedre og mere rummelige.
Det kan fx være mennesker ramt fysisk eller psykisk af sygdom, eller ældre, der mangler én til at følge dem til bankoklubben. Her kan støttepersoner i nærområdet være nøglen til at bryde ud af ensomheden. Det kan også være hjælp i form af betaling af kontingent eller transport til aktiviteter.
– Vi ved fra forskningen, at ensomhed kan være farligt for vores sundhed. Hvad enten man er ung eller gammel, har det en stor indvirkning på vores generelle trivsel og immunforsvaret. Derfor glæder det mig, at der har været stor interesse for projektet – både fra landsbyerne, men også fra praktiserende læger og fagprofessionelle, som kan se potentialet i sundhedsfællesskaber, fortæller projektleder Mette Boel.
Landsbyerne skal bidrage med ny viden om, hvordan landsbyfællesskaber i højere grad kan understøtte borgernes fysiske og mentale sundhed og trivsel. Gennem en styrket frivilligindsats er målet at hjælpe op mod 200 landsbyborgere ud af isolation og ind i sociale fællesskaber.
– I den kommende tid skal landsbyerne afholde borgermøder og rekruttere ambassadører, der fortæller om mulighederne og spotter, hvis nogle har brug for at blive hjulpet på vej. Når projektet er afsluttet, håber vi desuden, at sundhedslandsbyerne bliver mere attraktive for tilflyttere, for hvem vil ikke bo i en by, hvor man passer godt på hinanden, afslutter Mette Boel med et smil.
Om projekt Sundhedslandsbyer
Sundhedslandsbyer er et partnerskab mellem Landdistrikternes Fællesråd, Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Sjælland. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 3.375.000 kr. samt en medfinansiering fra de tre regioner. Gennem pilotprojekter i 6 landsbyer har Sundhedslandsbyer til formål at etablere sociale sundhedsnetværk med udgangspunkt i de fællesskaber, der allerede eksisterer i byerne. Sideløbende vil Sundhedslandsbyer etablere samarbejde med fagprofessionelle, såsom social- og sundhedsplejen og læger.
Sundhedslandsbyer bygger videre på erfaringer fra dels et casestudie i Frome, England og dels projektet ”Fællesskabsby Ringsted”.
Sundhedslandsbyer løber fra september 2023 til februar 2026.
Du kan læse mere om de seks sundhedslandsbyer og projektet her.