Medarbejdereje kan skabe job i hele landet

De udenlandske erfaringer er slående. Det samme er forskningen. Medarbejdereje kan sikre arbejdspladser, vækst, produktivitet i hele landet samt effektive generationsskifte i virksomhederne. Men i Danmark halter vi håbløst bagefter. Det har Erhvervsministeren og SVM-regeringen en gylden mulighed for at ændre på nu.

Af: Steffen Damsgaard, Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Jens Jonatan Steen, administrerende direktør Tænketanken Demokratisk Erhverv, Nanna Højlund, næstformand FH, Steen Nørgaard Madsen, Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Det er nu, at dansk økonomi skal fremtidssikres. Flere tusinde virksomheder står overfor et ejerskifte det næste årti. Men mangel på købere, arvtagere og modeller for virksomhedsoverdragelse gør, at virksomheder risikerer at lukke eller at blive opkøbt af udenlandske kapitalfonde, der ikke nødvendigvis betaler samme skat i Danmark og fastholder arbejdspladserne her. Udfordringerne er særligt store i landdistrikterne, hvor mindre virksomheder alt for ofte lukkes ned, fremfor at blive videreført af nye lokale ejere eller medarbejderne.

Det er en bunden opgave for regeringen at finde løsninger på problemet med generationsskifte. Det kræver, at vi kigger mod de tiltag, der implementeres i en række europæiske nabolande i disse år. Her er fokus ikke udelukkende på at sikre store afkast til de virksomhedsejere som sælger deres livsværk, men også på at sikre nye investeringer i virksomhederne, lokalt engagement, sikring af arbejdspladser og øget produktivitet.

Vi taler om en veldokumenteret og effektiv løsning, der kan hjælpe de virksomheder, der står over for risikable ejerskifte.

Løsningen er logisk. Vi skal forbedre mulighederne for generationsskifte til nogle af dem, der kender virksomhederne allerbedst. Nemlig medarbejderne.

”Medarbejdereje!?”, tænker den kritiske læser. Men det, der for nogen, kunne lyde som en støvet ide fra 70’erne, er i dag en veldokumenteret succes med stor effekt udover det europæiske kontinent.

Øjenåbner: Medarbejdereje fører til højere produktivitet

I Storbritannien har man på under 10 år set generationsskifte til medarbejderne for over 1.000 virksomheder, og medarbejdereje er i dag en af de hastigst voksende virksomhedsformer i landet. Udviklingen hyldes og de mange nye medarbejderejede selskaber er en succeshistorie. En ny britisk undersøgelse viser en række positive gevinster både, når det kommer til produktivitet, trivsel, investeringer og samfundsbidrag.

Erfaringerne fra UK understøttes af over hundredestudier fra hele verden af medarbejderejede selskaber, der dokumenterer en generel produktivitetseffekt. En effekt, der i øvrigt er størst, når de finansielle ejerrettigheder kombineres med faktiske kontrolrettigheder.

Alt i alt et stærkt argument for, at en dansk generationsskiftemodel på samme måde vil kunne bidrage til produktive danske virksomheder på danske hænder.

Medarbejdereje kan sikre gode, danske arbejdspladser

Det er ikke kun UK, der drager fordel af mulighederne i medarbejdereje. Også i Canada og USA giver de gode gamle andelsdanmark baghjul med en bølge af nye demokratiske virksomheder. De har set lyset i demokratisk ejerskab, og hvordan medarbejdereje kan bidrage til at fastholde ressourcer og kapital nationalt såvel som lokalt ude i landdistrikterne.

Det følger denne opskrift: Når et medarbejderejet selskab oplever succes, vil overskuddet fordeles blandt flere individer, hvilket giver skatteindtægter såvel som forbrug i den lokale brugs eller tøjbutik. Medarbejderne vil have en åbenlys interesse i at beholde virksomheden lokalt, og det medarbejderejedes selskabs chance for succes er i øvrigt højt – taget de veldokumenterede produktivitetsgevinster i betragtning.

Med andre ord: Indtægter, arbejdspladser og skatteindtægter øges.

Derfor kan bedre muligheder for medarbejdereje være et fornuftigt element i sikring af erhverv, virksomheder og arbejdspladser i danske landdistrikter.

Model ligger grydeklar til regeringen

Den gode nyhed er, at der ligger et politisk forslag klar. En model, gennemarbejdet af eksperter og embedsværket og sågar med lave omkostninger. Modellen går ud på skattemæssigt at ligestille salg til familie og salg til medarbejdere. I dag er lovgivningen skævvredet, så familiemedlemmer får en række skattefordele, som ikke findes, hvis man vil sælge til medarbejderne.

Mere specifikt, er der tale om en såkaldt EOT-model (employee ownership trust), der minder om den, der lige nu leverer store resultater i UK. En model, der sammenlignet med andre erhvervspolitiske tiltag er relativ billig og med store forventede resultater. Modellen har opbakning fra store erhvervsorganisationer i Danmark og et bredt politisk flertal.

Nu skal bolden blot skydes i mål. Regeringen har fremlagt sit bud på en 2030-plan for Danmark, og det ville på alle måder klæde den del af planen, der blandt andet handler om skatte- og erhvervspolitik, at have modellen med i kataloget over løsninger, der kan sikre dygtige medarbejdere, produktivitet og sikre danske virksomheder lokalt og nationalt.

Vi anbefaler derfor både regering og oppositionspartierne at få spillet den ind i de forhandlinger, der det næste stykke tid kommer til at foregå på erhvervs- og skatteområdet.

Debatindlægget er bragt i Berlingske den 1. december, 2023.

Kontaktpersoner

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail